44-årige Nicolaj Christensen har aldrig før haft feber hver eneste dag i en måned. Han har aldrig før ringet 112, fordi han ikke kunne trække vejret.

»Jeg har aldrig følt sådan her før. Jeg følte mig ikke almindeligt syg. Jeg følte, min krop var under angreb,« siger han.

Alligevel lykkedes det ham ikke i marts at blive testet for corona.

I første omgang, fordi han ikke havde været i Norditalien, Iran eller Kina.

I anden omgang, fordi han ikke var ældre, i særlig risiko eller 'syg nok' til at blive indlagt og dermed testet.

Nu kan han i sine dagbogsnotater i et Excel-ark på sin computer kigge tilbage på næsten seks måneder, hvor en lumsk sygdom har invaderet hans krop og ændret hans liv.

Første notat er fra 25. februar – to dage før første dansker blev konstateret smittet med corona.

Nicolaj blev i den uge syg med noget, han troede var en slem forkølelse. Han var ikke alvorligt syg, men syg nok til ikke at kunne arbejde.

Mandagen efter forsøgte han at tage på arbejde, men måtte i løbet af dagen erkende, at han ikke var frisk.

Han tog forbi lægen på vej hjem og blev testet for influenza og lungebetændelse. Begge test var negative.

»Det må være en eller anden virus eller luftvejsinfektion,« lød konklusionen fra lægen.

Symptomerne blev værre. Han fik højere feber, hovedpine, åndenød og diarre. Nicolaj Christensen, der bor alene, blev træt bare af at snakke i telefon.

»Jeg havde feber hver eneste dag i en måned. Jeg har aldrig prøvet noget lignende,« siger han.

En aften var hans vejrtrækning så dårlig, at han ringede til vagtlægen. En akutlæge iklædt rumdragt kom ud, undersøgte ham og sagde, at hun ville indlægge ham.

Der ville dog gå lidt tid, før ambulancen kom, da klokken var to om natten, og ambulancefolkene først skulle i det rigtige udstyr til at håndtere en covid-19-patient.

Da ambulancen kom ud, havde man fra øverste sted alligevel vurderet, at Nicolaj Christensen ikke skulle indlægges.

De næste dage forværredes hans tilstand yderligere.

»Jeg er godt klar over, at når man har problemer med at trække vejret, så sker der også noget i ens hjerne. Jeg blev jo bange, når jeg ikke følte, jeg kunne få luft. Og man trækker jo konstant vejret, så man bliver hele tiden mindet om det,« siger han.

Om aftenen 12. marts bliver han så bange, at han gjorde noget, han aldrig har gjort før. Han ringer 112.

»Det var virkelig grænseoverskridende, men jeg var bange for, at hvis jeg faldt i søvn, ville jeg ikke vågne op igen,« siger han.

Vurderingen i den anden ende af røret var dog, at så længe han kunne føre en fornuftig samtale i telefonen, var der ikke umiddelbart behov for indlæggelse.

»Og han havde jo ret, for jeg døde ikke. Men det var den skrækkeligste nat i mit liv, og jeg følte mig virkelig alene,« siger han.

På det tidspunkt var meldingen fra sundhedsmyndighederne, at det kun var de allermest kritiske, som skulle testet og indlægges. Andre skulle blot selvisoleres, til de var raske.

»I dag ville de jo nok have testet og indlagt mig. Men der blev foretaget nogle benhårde prioriteringer dengang,« siger han.

Den 25. marts følte Nicolaj Christensen sig så rask, at han skrev til sin chef, at han godt kunne begynde at arbejde igen.

Han arbejder på rådhuset i Roskilde, hvor medarbejderne ligesom de fleste andre i den periode arbejdede hjemmefra.

Det gav Nicolaj Christensen en mulighed for at starte roligt op og hvile sig i løbet af dagen.

Men da han to uger efter stadig havde problemer med bl.a. vejrtrækningen, og hans venstre arm og ben konstant sov, blev han undersøgt for, om han skulle have kræft, diabetes eller andet, som kunne forklare symptomerne.

Et par uger efter Nicolaj Christensen er feberfri, bliver han på hospitalet undersøgt for, om kræft, diabetes eller lignende kan være skyld i symptomerne. Her fik han også en test for om han aktuelt havde covid-19, som var negativ.
Et par uger efter Nicolaj Christensen er feberfri, bliver han på hospitalet undersøgt for, om kræft, diabetes eller lignende kan være skyld i symptomerne. Her fik han også en test for om han aktuelt havde covid-19, som var negativ. Foto: Privatfoto
Vis mere

Han fik også taget en coronatest, som var negativ.

»Jeg ville også være overrasket, hvis den på det tidspunkt var positiv, da jeg jo havde været feberfri i to uger,« siger han.

Lige før sommerferien skulle han ligesom alle andre igen møde fysisk på arbejde, og her mærkede han for alvor, at hans hjerne ikke fungerede som normalt.

»Jeg har svært ved at koncentrere mig, fokusere, finde ord og føre længere samtaler. Og når jeg kører bil, glemmer jeg f.eks. at blinke,« siger han.

For fire uger siden blev han undersøgt af lungespecialister og fik at vide, at man ofte ser vejrtrækningsproblemer efter alvorlige lungesygdomme, og at det kan tage lang tid, før det bliver normalt igen.

»Jeg kan godt leve med, at jeg ikke kan cykle eller løbe igen før omkring nytår. Nu har jeg en form for vished,« siger han.

Det er noget andet med de kognitive udfordringer, som betyder, at han i mandags blev fuldtidssygemeldt af sin egen læge.

»De kognitive symptomer er jeg jo virkelig nervøs for, om kan blive invaliderende. Så kan jeg jo ikke have et arbejde,« siger han og tilføjer:

Nicolaj blev aldrig testet for corona, da han var syg i marts. I dag kæmper han stadig med at blive helt rask.
Nicolaj blev aldrig testet for corona, da han var syg i marts. I dag kæmper han stadig med at blive helt rask. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Jeg har jo ikke nogen positiv test eller diagnose. Hvad gør jeg så? Jeg er kun 44 år,« siger han.

Nicolaj Christensen har længe fulgt med på sidelinjen, når coronasmittede har fortalt deres historier og efterfølgende symptomer. Men han har ikke haft lyst til selv at stille op til interview, da han hverken har en positiv covid-19-test eller indlæggelse som dokumentation.

»Jeg ved jo ikke med sikkerhed, at det var covid-19. Jeg ved, hvad det ikke var, f.eks. influenza, og alt peger på covid-19. Men i bund og grund er jeg ligeglad med, hvad det er. Jeg vil bare gerne have hjælp,« siger han.

I en uvidenskabelig meningsmåling i Facebook-gruppen 'Covid-ramte med senfølger' er langt de fleste med formodede senfølger i samme situation som Nicolaj Christensen: De lider af formodede senfølger, men har aldrig fået påvist covid-19.

Nicolaj Christensen anerkender, at der er personer, som har været indlagt og har haft et rigtig hårdt forløb, som jo selvfølgelig skulle stå i første række til at få hjælp.

»For nogen har det jo handlet om liv eller død. Men vi er også en stor gruppe, som aldrig blev testet, og som nu er havnet i ingenmandsland,« siger han.