På en »pragtfuld« januardag for en uges tid siden gik naturvejlederen Morten DD. Hansen rundt i den midtjyske natur, da han så foråret komme.

»Jeg hørte et svirp, og så kom lærketrækket nordpå. Jeg så dem selv på himlen, og jeg fandt flere i løbet af dagen,« siger han.

Når den kendte naturvejleder og museumsinspektør Morten DD. Hansen fra Naturhistorisk Museum Aarhus har kigget mod himlen og rusket i buskadset her midt i januar, har naturen givet ham helt særlige syn for årstiden.

Med temperaturer godt over frysepunktet og ofte tæt på de 10 grader i januar måned, har vinteren indtil videre været utrolig mild.

Og det har gjort, at de naturlige forårsbebudere i dyreriget er kommet sjældent tidligt til Danmark i år.

Særligt vidner lærken på himlen om den varme vinter.

»Lærkerne er kommet for fuld udblæsning. I år har vi allerede set dem på træk sydfra, så det er et decideret forårstegn, at de er på vej nordpå,« siger Morten DD. Hansen.

Normalt plejer lærkerne først at trække nordpå igen engang i februar.

Så de er tidligt på farten i år, fortæller Morten DD. Hansen.

»Det ser ud til at blive den varmeste januar nogensinde,« forklarer han.

Derfor pibler det også frem i Morten DD. Hansens have med andre forårsdyr- og insekter.

Har du flotte billeder af forårsdyr på tidligt visit? Så vil B.T.  gerne høre fra dig. Skriv til rags@bt.dk

»Det var fortryllende vejr i søndags. Mariehøns kravlede rundt, der var edderkopper over det hele og spyfluer på væggen. Og så har vi set admiraler og sommerfugle,« siger han.

Mariehønerne og edderkopperne er et sjældent syn i en januarhave.

»De burde også først komme de første rigtig varme februardage. Det er sjældent, at man ser dem rende rund i januar i vegetationen, som de gjorde den anden dag. Der var liv i haven,« siger Morten DD.

Og ikke nok med, at forårsbebuderne flyver over himlen og kravler i buskadset, så ligger de også på vejene.

»Jeg har set adskillige overkørte pindsvin den seneste uge og lagt mærke til dem. Så de er på færden,« fortæller Morten DD. Hansen.

Det er ikke normalt, at der allerede i januar vrimler pindsvin rundt i naturen og krydser veje på heldig eller mindre heldig vis.

»Det ville først være til marts og april, pindsvinet normalt dukker op.«

Men de lune temperaturer har fået pindsvinene til at vågne fra deres dvale og kravle ud af hiet for at lede efter de mange regnorme, som trives i den våde jord, der ikke er frosset fast i den varme vinter.