Stemningen var både smuk, god, festlig, sørgelig og rørende på én gang.

Sådan beskriver spillestedet HeadQuarters ene ejer Ole Løhde, den sidste åbningsnat, inden diskoteket endnu en gang blev lukket ned.

Det sker efter statsminister Mette Frederiksen onsdag meddelte, at diskoteker og natklubber er lukket ned fra fredag.

»Vi er forfærdeligt kede af at skulle lukke ned igen. Vi var de første, der lukkede ned sidst; de sidste, der åbnede, og nu er vi så de eneste, der lukker igen,« siger Ole Løhde.

Han er uforstående over for, hvorfor det er den beslutning, der er blevet truffet.

»Vi havde overhovedet ikke set den komme, det kom totalt bag på os. Det er frustrerende. Vi troede, statsministeren ville gøre alt for ikke at lukke ned igen, men der har vi nok undervurderet, at regeringen ikke tænker særlig højt om nattelivet. Det er den følelse, vi sidder med,« siger han.

Ole Løhde er frustreret over, at det endnu ikke er meldt fast ud, hvornår de må åbne op igen. Han har kontaktet coronahotline for virksomheder, der heller ikke kan give ham et svar.

»Er det et år, to år, tre år, eller skal vi lukke helt? Det er meget ubehageligt at sidde som virksomhedsejer med den her uvished igen. Jeg havde lidt håbet på, man havde lært noget fra sidst, men nej, det skete så ikke,« siger Ole Løhde.

Han fortæller også, at tidspunktet for nedlukningen er uheldig. Spillestedet tjener nemlig de fleste penge i vinterhalvåret, og havde flere udsolgte koncerter i kalenderen.

»Vi lukker midt i vores gode periode. Det spolerer en del planer og koncerter, der skal rykkes,« siger Ole Løhde, som fortæller, at virksomheden ikke kun mister penge, men også vil gå glip af vigtige begivenheder:

»Vi må nok skrotte vores fødselsdag igen. Vi skulle have fejret 10 år sidste år, det blev ikke til noget - nu tænkte vi, vi ville lave en 10-11 års, det ved vi heller ikke, om vi kan. Det er en vigtig markering for os personligt. Det er virkelig ærgerligt,« siger han.

Og først halvandet års nedlukning - og nu nedlukning igen - sætter sine spor i økonomien.

»Jeg ved godt, det er groft at sige, men jeg føler lidt, det er os, der betaler for det hele. Hvor kunne man bare have prøvet mange andre ting først,« siger en ærgerlig Ole Løhde.

Men det er ikke kun økonomisk, det rammer.

»Selvfølgelig er vi berørte. Vi lægger liv og sjæl i det. Det er vores hjertebarn. Vi har valgt det frem for at få en familie,« siger han.

Derfor var det også en bevægende aften i går, hvor spillestedet havde sidste åbningsnat.

»Det var en rørende og smuk aften. Der var mange mennesker, vi kender fra musikmiljøet, og det var en god aften. Men det var selvfølgelig også en sørgelig aften, fordi snakken gik meget på, at i dag er der ikke noget,« siger Ole Løhde.

Nu vil arbejdet den kommende tid gå med at få aflyst og rykket koncerter - i stedet for at skabe en fest for aarhusianerne.

På onsdagens pressemøde fremgik det, at restriktionerne foreløbig er sat til at vare i fire uger, skriver ritzau.