22-årige Nagin Ravand fra Aarhus kom til Danmark fra Afghanistan som treårig kvoteflygtning.

I dag er hun kvinden bag et succesfuldt fodboldhold for unge piger i Gellerup. Tirsdag modtager hun som den første Unisports nye legat, der gives til ildsjæle, der gennem fodbold gør en forskel for andre.

Et legat, der er opstået på baggrund af Nagin Ravands egen historie.

»Det er fantastisk at kunne være med til at gøre en forskel for andre ildsjæle som mig, der gerne vil ændre verden,« siger hun til B.T.

I 2015 tog Nagin Ravand initiativ til at starte et fodboldhold for piger i Gellerupparken i Aarhus V. Tidligere var det kun drengene, der spillede fodbold i bydelen.

Selv forelskede hun sig i sporten første gang, da en veninde tog hende med til fodboldtræning i klubben Lindholm IF i Nørresundby i Nordjylland. Men da familien senere rykkede til Gellerup, var der ingen piger på fodboldbanen.

Nagin Ravand startede først et fodboldhold for unge piger op i Gellerupparken og har senest startet et nyt hold for kvinder.
Nagin Ravand startede først et fodboldhold for unge piger op i Gellerupparken og har senest startet et nyt hold for kvinder. Unisport



Så tog hun affære. Både som spiller og træner. Og det blev starten på en rejse for Nagin Ravand og andre unge piger og kvinder i Gellerupparken, hvor der i dag løber cirka 40 unge kvinder sammen rundt på grønsværen.

»Det er ikke kun drenge og mænd, der skal have et tilhørsforhold til fodboldbanen. Det skal piger og kvinder også. Og det er uanset, om man spiller i shorts og T-shirt eller med lange ærmer og tørklæde,« fortæller hun.

Nagin Ravand vil gøre en forskel for andre. Hun vil nedbryde de barrierer, der spænder ben for, at andre kan udnytte deres fulde potentiale. Det starter eksempelvis på fodboldbanen.

»Lige nu er foreningslivet i Danmark en indgroet del af majoritetsfamilier. Det er svært for minoriteten at blive en del af. Den barriere vil jeg gerne bryde ned.«

Unisport Scholarship er et legat, der skal hjælpe ildsjæle med at gøre verden til et bedre sted gennem fodbold, skriver Unisport i en pressemeddelelse.

Med legatet får alle med en god fodboldidé mulighed for at ansøge om midler, der kan støtte deres projekter. Det kan eksempelvis være økonomisk support, rådgivning og adgang til Unisports sociale medier, der når ud til over seks millioner følgere.



Nagin Ravand bliver den første modtager af et sponsorat og får samtidig titlen som ambassadør for Unisport Scholarship. Hun er selve inspirationen bag legatet.

»Fodbold er et spil for alle – uanset alder, køn, religion, baggrund eller kropsbygning – der er ingen begrænsninger. Alle kan have fodbolddrømme, og alle skal have mulighed for at gøre drømmen til virkelighed,« siger administrerende direktør i Unisport Michael Burk.

Unisport lancerer samtidig en ny minidokumentar om Nagin Ravand, der fortæller historien om hendes rejse fra afghansk kvoteflygtning til fodboldiværksætter.

»Det er en dokumentar om virkeligheden, om hårdt arbejde og om at hjælpe andre. Jeg vil bevise, at man godt kan opnå sine drømme, ubetinget af hvordan man ser ud, eller hvor man kommer fra,« fortæller hun.

Nagin Ravand håber, at hun kan være med til at samle kvinder om fodbolden og nedbryde de sociale og strukturelle barrierer, der kan holde kvinder fra banen. I fremtiden også i sit hjemland Afghanistan.

»Min drøm er at blive træner for det afghanske kvindelandshold. Jeg vil gerne give tilbage til det land, jeg kommer fra. Derfor sårer det mig også meget at se, hvad der foregår i Afghanistan lige nu. Det trækker den drøm 20 år tilbage.«

Alligevel giver hun ikke op. Man skal turde at tage de første skridt, selvom man ikke aner, hvor man kommer hen, siger hun.

Når ikke Nagin Ravand arbejder for at få flere kvinder på fodboldbanen, læser hun uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet. Hun er blandt andet også medlem i DBUs Advisory Board og i Aarhus Kommunes udvalg for mangfoldighed og ligestilling og har modtaget flere priser for sit arbejde.