»Jeg tænkte: Personen, der har gjort det her, er syg i hovedet«

Sådan lyder det fra 23-årige Nadja Hertzberg Nielsen, der torsdag gjorde et skræmmende fund, da hun - som så mange gange før - luftede sin hund i en hundeindhegning i Østermarie på Bornholm.

Med det samme, de trådte ind i indhegningen, fik hendes hund, Samson, færten af noget godt, og det undrede hende, da det aldrig normalt sker på det sted.

Da Nadja Hertzberg Nielsen kom længere ind i indhegningen, kunne hun se, at der lå noget i græsset, der lignede pålæg - og det gjorde hende mistænksom.

»For ikke så længe siden, så jeg et opslag på Facebook om en hundeejer på Fyn, hvis hund under en gåtur havde spist smertestillende piller, som var blevet pakket ind i kødpålæg og smidt i en grøft, så jeg fik hurtig skræmt min hund væk og gik hen og åbnede pålægget,« siger hun.

Og det var mere end almindeligt heldigt, at den 23-årige kvinde tænkte så hurtigt. Stykkerne af skiveskåret skinke gemte nemlig på adskillige barberblade.

»Havde min hund spist det, så var han blevet sprættet op indefra. Det havde været en voldsom og smertefuld død,« siger hun og tilføjer:

»Jeg ved slet ikke, hvordan man kan finde på at gøre sådan noget.«

Nadja Hertzberg Nielsen frygter, hvad der ville være sket med hendes hund, hvis hun ikke havde opdaget barberbladene.
Nadja Hertzberg Nielsen frygter, hvad der ville være sket med hendes hund, hvis hun ikke havde opdaget barberbladene. Foto: Privatfoto
Vis mere

Nadja Hertzberg Nielsen meldte med det samme det skræmmende fund til politiet.

Indtil politiet kom, blev hun stående i indhegningen for at advare andre hundeejere, der slog et smut forbi hundeindhegningen på deres gåtur.

»I løbet af de tyve minutter, jeg stod der, kom der to andre, som sagde, at deres hunde havde spist pålægget med det samme, hvis ikke jeg havde været der til at advare dem,« siger Nadja Hertzberg Nielsen.

Udover at anmelde fundet til politiet, har hun også lavet et opslag på Facebook i håbet om at sprede budskabet om, at man som hundeejer bør være mistænksom, hvis der ligger pålæg i områder, hvor man lufter sin hund.

Nadja Hertzberg Nielsen er chokeret over, at nogen kan finde på at gøre noget så ondskabsfuldt.
Nadja Hertzberg Nielsen er chokeret over, at nogen kan finde på at gøre noget så ondskabsfuldt. Foto: Privatfoto
Vis mere

'Pas på jeres hunde!,' skriver hun blandt andet i opslaget.

Nadja Hertzberg Nielsens Facebook-opslag er på nuværende tidspunkt delt næsten 4000 gange.

Bornsholms Politi bekræfter overfor TV 2, at de er gået ind i sagen,

»Det er en sag, vi ser meget alvorligt på. Vi har været forbi Østermarie og fundet skinke med barberblade i. Det er forsøg på dyremishandling,« siger vagthavende Peter Johansen fra Bornholms Politi til mediet.