Hunden Hubert var tæt på at få sig en drabelig godbid mandag morgen.
Sammen med sin ejer Kim Nathalie Frederiksen gik Hubert en morgentur i Rungsted Hegn i det nordsjællandske.
Det er Sjællandske Medier, der i første omgang har berettet om episoden, der kunne være endt fatalt.
Hubert fik færten af noget lækkert og forsvandt kortvarigt fra sin ejer.
Da Kim Nathalie Frederiksen kort efter fandt sin hund igen, viste den stolt et stykke skinke frem, som den holdt i sin mund.
»Så ringer der en alarmklokke i hovedet på mig, og jeg begynder at råbe og skrige som en galning midt ude i skoven,« fortæller Kim Nathalie Frederiksen til B.T.
Hunden Hubert forstod på sin ejers voldsomme skrig, at den skulle slippe skinken.
Da Kim Nathalie Frederiksen samlede skinkestykket op, så hun, at der var rullet små søm på 3-5 centimeter ind i skinken. Og at der i skovbunden lå flere stykker skinke rullet sammen om søm.
Har du oplevet en lignende episode? Så hører B.T. gerne fra dig. Tip os på 1929@bt.dk
Med det samme hun så skinken i sin hunds mund, blev hun alarmeret. For nylig havde hun set et opslag på Facebook om, at der i en skov på Bornholm var blevet fundet små kødpålægsruller med barberblade, som hunde kunne have spist og skadet sig på.
Det skrev B.T. også om, og det var netop den episode, der sprang op i hovedet på hende, da hun så det lille stykke med skinke i sin hunds mund.
»Jeg blev rigtig forskrækket og chokeret, for det er en hundeejers værste mareridt. Jeg havde indtil da tænkt, at det ikke kunne ske i vores skov,« siger Kim Nathalie Frederiksen.
Hun samlede skinkestykkerne op fra skovbunden og kylede dem vredt i skraldespanden.
»Efterfølgende blev jeg rigtig gal. Det kan gå ud over andre menneskers hunde, men også de andre dyr, der lever i skoven. Min tanke er: Hvad man får ud af det? Det forstår jeg slet ikke.«
Det værst tænkelige scenarie var, at hunden Hubert havde slugt sømmet, og at det på sin vej gennem fordøjelsen havde skåret hul på tarmene. Det ville Hubert nok ikke have overlevet, forklarer Kim Nathalie Frederiksen.
Oplevelsen har efterladt hende skræmt.
»Det er jo en hundeskov, og vi mennesker, der går der, går i en god tro om, at vi kan lade vores hunde løbe frit rundt. Men i morges, da jeg gik tur med Hubert, valgte jeg istedet at gå en tur i villakvarteret, hvor jeg bor,« siger hun.