Lyt til artiklen

For cirka tre uger siden gav det ret meget omtale, da nogen skrev 'pædofil' med en halv meter høje bogstaver på en mur ved Simon Spies Plads i Helsingør.

På et møde i Helsingør Byråds udvalg for kultur og turisme var det mandag oppe og vende, om det graffitihærgede maleri skal overmales nu og her.

Men det var der enighed om at sige nej til, skriver helsingørdagblad.dk

Politikerne vurderer, at der ikke skal pilles ved det hærgede vægmaleri, før byrådet til januar tager en endelig beslutning om det fremtidige navn på Simon Spies Plads.

Her ses, hvordan der er skrevet 'PÆDOFIL' på Simon Spies Plads i Helsingør.
Her ses, hvordan der er skrevet 'PÆDOFIL' på Simon Spies Plads i Helsingør. Foto: Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Det er ikke første gang, rejsekongens plads i fødebyen er blevet udsat for hærværk, siden DR-dokumentarserien 'Spies og morgenbolledamerne' blev sendt i august.

Her kom det frem, hvordan piger mellem 15 og 18 år tilbage i 60erne og 70erne var ansat til at stå seksuelt til rådighed for Spies-direktøren.

Det førte til, at en ukendt gerningsmand 23. august fjernede 'Simon Spies Plads'-skiltet samme sted, hvor der altså nu er spraymalet 'pædofil' med store bogstaver.

Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) har allerede slået fast, at hun mener, at maleriet af Simon Spies ikke skal genskabes.

Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K) vil gerne have billedet af Simon Spies helt fjernet. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K) vil gerne have billedet af Simon Spies helt fjernet. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Det giver ikke mening, at borgerne får dårligere service, for at vi kan genskabe maleriet igen og igen. Derfor hælder jeg til, at vi ikke genskaber maleriet,« sagde borgmesteren 15. november til B.T.

Og efter mødet har Helsingør Byråd altså besluttet, at der ikke sker noget med det graffitihærgede maleri, før det er vedtaget, om pladsen skifter navn.