Minister om 'larven fra helvede': 'Tager det alvorligt'
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) samler nu flere myndigheder i kampen mod frygtet larve.

Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) samler nu flere myndigheder i kampen mod frygtet larve.

Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) reagerer nu på den voldsomme plage, egeprocessionsspinderen, bedre kendt som 'larven fra helvede', lige nu udsætter borgerne i Odense for.
»Problemerne med egeprocessionsspinderen er en udvikling, jeg tager alvorligt,« siger han.

Helt konkret vil han nu have flere forskellige myndigheder til at drøfte, hvad der kan gøres for at bekæmpe den giftige larve.
»Jeg har bedt mit ministerium om at tage initiativ til at samle relevante myndigheder – Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Sundhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og KL – om en koordineret indsats,« siger Christian Rabjerg Madsen.
Tirsdag eftermiddag er det kommet frem, at Odense Kommune har valgt at fraråde færdsel på store strækninger i byen på grund af 'larven fra helvede'.
Og et børnehus i Odense er lukket ned, fordi flere børn har fået kløe og udslæt på grund af larven.
Christian Rabjerg Madsen slår fast, at han erkender, at kommunerne skal vejledes til at få dispensation til de midler, der bruges på bekæmpelse af den giftige larve.
»Miljøstyrelsen kan vejlede kommunerne om, hvordan de søger om dispensation til bekæmpelsesmidler, de kan bruge mod larven,« siger han og tilføjer:
»Og hvis man som borger støder på larven og får gener, bør man kontakte sin læge.«