Mange odenseanere er hårdt ramt af røde, kløende knopper forårsaget af 'larven fra helvede'.

Derfor fraråder kommunen nu al færdsel på fortove og cykelstier i et stort område. Det oplyser de til B.T.:

»Der er ligesom et epicenter. Der, hvor vi har valgt at fraråde al færdsel for gående og cyklister, er der virkelig mange meldinger om, at folk er ramt.«

Sådan lyder meldingen fra Martin Petersen, der er kontorchef i Odense Kommunes Klima- og Miljøforvaltning.

Han siger, at problemets omfang i den grad er kommet bag på dem.

»Det er virkelig voldsomt. Vores reference var jo sidste år, men i år er noget helt, helt andet,« siger han til B.T. 

Områder, hvor færdsel på stier og fortove, frarådes, er:

  • Lindved Åstien fra Niels Bohrs Allé til Nøglens Kvarter

  • Tornbjergstien fra Niels Bohrs Allé til Ørbækvej 280

  • Kohavestien fra Ørbækvej til Landkildevej

Larven, der har det officielle navn egeprocessionsspinderen, giver allergiske reaktioner ved berøring, eller hvis man kommer i kontakt med deres hår, der bliver blæst rundt i vinden.

Adskillelige odenseanere har delt billeder af udslæt, som de siger, klør voldsomt.

Det er på Lindved Åstien fra Niels Bohrs Allé til Nøglens Kvarter, Tornbjergstien fra Niels Bohrs Allé til Ørbækvej 280 og Kohavestien fra Ørbækvej til Landkildevej man fraråder al færdsel på cykel og til fods. Foto: Odense Kommune.

Larven, der udvikles til en natsommerfugl, har inficeret store dele af Odense. Især de sydøstlige egne.

Kontorchef Martin Petersen oplyser, at man i kommunen har fået meldinger om, at folk selv med lange bukser og trøjer er blevet ramt på arme og ben.

Derfor er der ikke andet for end at fraråde færdsel på nogle af de værst ramte steder.

Sidste år fjernede Odense Kommune mindst 2.500 reder og behandlede et stort antal træer i samarbejde med Rentokil og Sparvath.

Alligevel er der altså mange odenseanere, som er hårdt ramt, lød meldingen blandt andet fra et lokalt apotek, hvor efterspørgslen på medicin til at behandle reaktionerne, er stor.

»Fredag eftermiddag startede det, og i weekenden er det helt eksploderet. Det er nok, fordi det har blæst. I hvert fald er en tredjedel af de kunder, vi har haft, kommet med ekstrem kløe og udslæt på arme og ben,« siger filialleder ved Niels Bohrs Apotek, Lone Ørbæk, til TV 2 Fyn.

Odense Kommune oplyser, at der kan køres via Tornbjerg og Blangstedgårds Allé eller via stierne ved SDU i stedet for de frarådede ruter.

Du kan desuden læse her, hvordan Odense Kommune har måttet flytte børnene fra en institution på grund af larven.