Min veninde græd i telefonen, da jeg fortalte hende det.

Hun er tit meget følelsesladet, når hun er på vej hjem fra endnu en skuffende nat på en overfladisk københavnernatklub, skyllet ned med 10 shots til overpris på et snusket værtshus og en dryppende durum-to-go.

Hendes tårer havde nok flydt, ligegyldigt hvilke ord der havde lydt fra min mund. Men det var som om, at den skrattende Messenger-forbindelse forstærkede dem.

Pludselig kunne jeg høre min stemme meget tydeligt, og den lød ikke som min egen.

Trina Nielsen, journalist, B.T.
Trina Nielsen, journalist, B.T.
Vis mere

»Nogen har hacket mig. Jeg har fået delt intime billeder.«

Klokken var fire om morgenen hos hende. Den var to om eftermiddagen hos mig.

Bjergene omkring Lake Tekapo på New Zealands sydø virkede større end nogensinde før, og e-Boks-mailen fra Rigspolitiet så lille, at jeg knap kunne læse ordene på skærmen.

'Under politiets efterforskning har vi konstateret, at dit navn fremgår af føromtalte indholdsfortegnelse.'

En indholdsfortegnelse til et onlinekatalog med intime fotos af 720 danske kvinder.

720 kvinder i alle aldre på tværs af sociale skel og professioner, der har fået delt alt fra bikinibilleder, ammebilleder, nøgenbilleder og billeder, der dokumenterer en slankekur.

Nogle har fået delt et enkelt billede, mens andre har fået delt flere hundrede.

Det er en af de største sager af slagsen i dansk sammenhæng, og som min og flere af de andre kvinders advokat Miriam Michaelsen beskriver det; en sag, der sætter en tyk, fed streg under, at deling af billeder uden samtykke ikke er et ungdomsproblem, men et problem, der kan ramme hvem som helst.

720. 'Det er fandeme mange,' tænkte jeg først. Hvordan mon hackeren har båret sig ad med det. Idiot. Og stakkels kvinder. Stakkels mig?

Er vi stakkels?

'En stakkel er en, som vækker medlidenhed på grund af sin svaghed, hjælpeløshed eller ulykkelige situation,' som der står i den danske ordbog.

Ordene brænder og stikker for at komme ud af min krop. Som små syle inde bag mine kinder, inden de langsomt løber ned langs min rygsøjle.

Jeg vil ikke være svag, hjælpeløs eller i en ulykkelig situation.

Men det er sådan, jeg, de resterende 719 kvinder og alle andre, der nogensinde er blevet udsat for et digitalt overgreb, let kan komme til at se os selv.

Fordi det er sådan, u(den)forstående ser os.

Og det er det, der driver de her bagmænd.

Det er nemlig ikke nok for dem at krænke vores privatliv og stjæle vores personlige billeder. Det vigtige ligger for dem i, at de ved, at der sidder en rigtig kvinde på den anden side, som de har magten over.

'En svag, hjælpeløs kvinde i en ulykkelig situation.'

I sagen med mig og de 719 andre kvinder er der en dreng tiltalt på min egen alder. 24 år. Er man en mand, når man er 24 år? Han er i hvert fald ikke.

Selvom selve retssagen ikke er berammet endnu, har han allerede tilstået.

Tilstået, at han har hjulpet en endnu ukendt bagmand med en efter en at have indhentet skærmbilleder fra vores Facebook-profiler, hvorefter han har indsat dem på en krypteret hjemmeside i mapper med vores navne.

'Trina Nielsen, Lyngby, København, (lige nu Aarhus), 3 billeder.'

Sådan stod der på mappen.

Afmagt, forsvarsløshed (lige nu handlingslammelse), 3 konkrete kontroltab.

Sådan følte jeg, der stod på mappen.

Min ekskæreste i røret den ene aften sagde, at han godt kunne forstå, hvis det havde ødelagt mit udvekslingsophold.

Selvfølgelig havde det ikke det. Forstod han slet ingenting?

Min mor i røret den anden aften sagde, at hun ikke kunne forstå, hvis jeg brød mit hoved for meget med det.

Selvfølgelig gjorde jeg det. Forstod hun slet ingenting?

Jeg kunne pludselig ikke finde ud af, hvordan jeg selv havde det med det hele. Hvordan jeg 'burde' have det.

Jeg havde floreret i hvem ved hvor længe på en hjemmeside, der fungerede som en markedsplads – eller rettere en hælercentral – hvor mine private billeder blev brugt som handelsvarer.

Billeder, som jeg ikke aner, hvad er for nogle, men hvis indhold også begynder at rage mig mindre og mindre for hver gang, folk omkring mig tillægger det en enorm betydning.

Om jeg har taget et billede nøgen på værelset og sendt til en kæreste, eller om jeg har foreviget min ferie på Mallorca i bikini, så er det ikke per automatik allemandseje.

Jeg og alle andre kvinder, der udtrykker vores seksualitet, er ikke per automatik allemandseje. Og det er aldrig vores egen skyld, når nogen føler, de kan påberåbe sig retten til vores krop.

Umyndiggørelsen og tingsliggørelsen af mig havde fundet sted på en platform, hvor man kun havde kunnet få adgang til billederne, såfremt man selv delte nogle.

De personer, der uploader og downloader på den her slags sider, er anonyme, og linket til billederne selvdestrueres efter et stykke tid.

Politiet i Danmark må ifølge loven ikke gå undercover i sager som denne og selv udveksle nøgenbilleder for at få adgang til mapperne, og det er derfor så godt som umuligt for dem at finde frem til bagmændene.

De har været 'heldige' lige her, fordi den 24-årige dreng efterlod sig nemme spor gennem de screenshot, han tog af vores Facebook-profiler.

Men han er blot et bløddyr i et farvand fyldt med store fisk, der kender alle de mørkeste afkroge, og som politiet aldrig får i nettet, så længe loven ikke tillader dem at fiske med andet end krabbesnører.

Betyder det så, at vi skal lade være med at tage private billeder af os selv af frygt for, at de bliver stjålet fra os og delt mod vores vilje?

Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at indrette mit liv efter, at der er nogle derude, der bryder loven.

Og jeg håber, at min far, min redaktør og alle andre, der enten for sjov eller i alvor stadig 'victimblamer' kvinder, der har været udsat for digitale overgreb, forstår, at de er med til at reproducere et helt forskruet syn på vores seksualitet og puste til flammen hos dem, der vil bruge seksuel skam til at skade os.