»Min mor sagde, at det måske kunne være, det var manipulerede billeder, der var blevet delt af mig.«
23-årige Marie Wendell fjerner forsigtigt sit lange brune hår fra ansigtet og sætter det om bag ørerne, inden hun fortsætter:
»Og så sagde jeg, at det tror jeg ikke. Jeg tror, der er nogen, der har sendt mine billeder videre.«
Marie Wendell er en blandt de 720 kvinder i alle aldre, der i august fik en e-mail fra Rigspolitiet om, at de var havnet i et onlinekatalog med intime fotos.
Fem billeder lå der af hende.
Det kunne politimanden i den anden ende af røret fortælle hende.
Men så kunne han heller ikke fortælle hende mere.
Det har nemlig ikke været muligt for politiet at skaffe sig adgang til andet end mappens indholdsfortegnelse, da billederne lå på en krypteret hjemmeside, hvor man selv skulle dele intime fotos for at få adgang. Og det tillader loven ikke politiet at gøre.
Marie Wendell har en idé om, hvad der er på et enkelt af billederne, fordi hun for nogle år siden fik en besked fra en bekendt, der havde set hende på en hjemmeside.
De andre billeder aner hun ikke hvad er. Men der er stor sandsynlighed for, at det er nøgenbilleder, siger hun.
I det lille køkken på første sal sidder Marie Wendell og kigger ud i den grå tåge bag ruden. En blanding af en endeløs intethed og en altopslugende masse.
Hendes øjne begynder at blinke hurtigt, stadig fastholdt i den altopslugende intethed ude på den anden side.
»Hvordan kan det være rigtigt, at ens egen krop kan blive brugt mod en på den måde?«
Hun tager en dyb indånding og lader ordene flyde med ud i næste udånding som et svar på sit eget spørgsmål:
»Ja, jeg ved ikke, hvad der foregår oppe i hovedet på sådan nogle mennesker.«
Sammen med de fem billeder af hende stod der i indholdsfortegnelsen også hendes fulde navn og by, og der var et skærmprint af hendes Facebook-profil.
Og det er det, der i Marie Wendells øjne er det mest uhyggelige ved det hele.
Hun skammer sig ikke over det, der er sket for hende. Og hun skammer sig ikke over sin nøgenhed. Men når nogen forsøger at tage al magt og kontrol fra hende og ramme hende ved at udstille hende på den måde, så handler det pludselig om langt mere end blot en nøgen krop.
»Jeg tror, det handler meget om magt. At de tænker, de har vores liv i hænderne på en eller anden måde og potentielt kan ødelægge vores liv og vores hverdag,« siger hun.
Hendes knoer bliver helt hvide, som hun knuger om kaffekoppen foran sig.
»Jeg synes, det er vildt, at det er så organiseret, og at der overhovedet er så stor interesse for den slags billeder. Det forstår jeg virkelig ikke.«
Hun ryster på hovedet og udstøder en kort, indestængt latter:
»Det er virkelig next level, føler jeg.«
Sagen, hun er blevet en del af, er en af de største sager af slagsen i dansk sammenhæng, og som flere af kvindernes advokat, Miriam Michaelsen, beskriver det: en sag, der sætter en tyk, fed streg under, at deling af billeder uden samtykke ikke er et ungdomsproblem, men et problem, der kan ramme hvem som helst.
Men for Marie Wendell virker det stadig, som om der er mange, der har svært ved at se det som et større samfundsproblem.
»Jeg hører tit folk, især i den lidt ældre generation, der siger: 'Så kan de bare lade være, og det er jo, hvad der sker, når man sender den slags',« siger hun.
Hun sætter kaffekoppen hårdt ned på bordet, og træpladen under voksdugen svarer igen med et dunk.
»Men det er ikke ulovligt. Jeg har jo ikke gjort noget forkert,« siger hun.
Hun tager det ikke personligt på sine egne vegne, at nogen har delt hendes private fotos og oplysninger mod hendes vilje, men hun tager det personligt på sit køns vegne.
Hun er ikke i tvivl om, at dette er sket for hende og de 719 andre kvinder på grund af netop det faktum – at de er kvinder.
»Man hører jo ikke om det den anden vej rundt, og hvis mænd ender med at få delt nøgenbilleder, så tror jeg heller ikke, der er lige så meget skam forbundet med det. Kvinders seksualitet er langt mere tabubelagt,« siger hun og holder en kort tænkepause, inden hun fortsætter:
»Kvinder bliver stadig set som nogle, der skal holde lidt på sig selv og lægge låg på sig selv rent seksuelt. Det er et syn, man møder tit, synes jeg.«
Og dette for hende forkvaklede syn på kvinders seksualitet, som hun stadig oplever, at kvinder møder, er en af grundene til, at hun har valgt at stå frem og fortælle sin historie.
»Man kan føle sig meget alene med det, især når der er skam forbundet med det, så jeg håber, at andre, der har været udsat for det samme, kan bruge mig til at spejle sig i.«
