Så snart de 85.000 kroner var betalt, var det danske firma MyEducation fuldstændig ligeglad med hende.
Det er følelsen, den i dag 20-årige Mille Sørensen sidder tilbage med, efter hun for fire år siden - gennem netop MyEducation - købte et high school-ophold i USA.
Et ti måneder langt forløb, der for en 16-årig pige skulle have været et kultur- og sprogberigende eventyr, men som hurtigt udviklede sig til et fængslende mareridt.
Værtsfaren, som Mille blev indlogeret hos, manipulerede og krænkede hende seksuelt, så hun til sidst ikke kendte forskel på rigtig og forkert.
Mille anmeldte sagen og kom væk fra værtsfaren, men da de psykiske mén pludselig pressede sig på, hørte Mille aldrig fra MyEducation.
End ikke en email, et telefonopkald eller bare en sms fik den 16-årige pige fra den danske virksomhed, der havde sendt teenageren tværs over Atlanten.
»Jeg følte mig virkelig svigtet, og jeg er så skuffet over, at de ikke har været der eller i det mindste bare spurgt til, hvordan jeg havde det,« siger Mille Sørensen.
»Jeg føler, at de kun ville have mine penge.«
»De talte ned til mig«
På MyEducations hjemmeside står der, at man som forældre ikke skal være nervøs for at sende sit barn på udveksling:
'Trygheden er i top, så alle forældre med sindsro kan sende deres vigtigste eje til udlandet på et skole- eller universitetsophold.'
For Milles mor klinger de mange garantier i dag ganske hult.
»Det er helt forfærdeligt at sidde så langt væk uden at kunne gøre noget for sit barn. Og hver gang jeg kontaktede MyEducation, var der ingen støtte. Jeg følte, at de talte ned til mig, og at de syntes, jeg ringede for meget,« siger hun.
»Kan ikke genkende kritikken«
Niels Frandsen, der er direktør i MyEducation, kan ikke genkende kritikken fra familen.
Han understreger over for B.T., at MyEducation gjorde alt for at få Mille over i en anden familie, så snart de lærte om situationen.
»Hvis vi hører om forhold, der er, som de ikke skal være, tager vi kontakt til vores samarbejdspartner, som så tager kontakt til eleven og familien. De lokale kontaktpersoner, som er trænet i at tage sig af alle problemstillinger, har den fordel, at de er i samme tidszone som eleven,« siger siger Niels Frandsen.
Her er der tale om en 16-årig pige, der oplever en traumatisk hændelse i et fremmed land, i en fremmed kultur. Ville det ikke være naturligt, at nogen fra hendes eget land kontakter hende og hører, om hun er okay?
»Det gør vi jo også, inden de tager afsted. Der er en lang række ting, de bliver sat ind i, som de kan komme ud for. Og herunder også seksuelle krænkelser. Men der blev efterfølgende talt en del med hendes mor.«
»Vi spurgte hende blandt andet, om vi måtte få tilsendt sms-korrespondancen mellem Mille og værtsfar for fremover at kunne forstå og advare imod, hvordan en korrespondance kan udvikle sig, som den gjorde.«
Hvis du havde en datter, der var på udveksling, og hun blev udsat for det samme, som Mille blev, ville du så gerne have, at den virksomhed, som du havde betalt penge til, gik op i, hvordan din datter havde det?
»Der er rigtig mange elever, der hvert år tager på udveksling i USA. Og heldigvis er det yderst sjældent, at vi har de her sager. Men sådan nogle ting kan ske, og det er meget uheldigt, når det sker,« siger han og fortsætter:
»Men denne sag er fuldt op i samme sekund, som vi lærte om det. Og vi har også - ikke kun på grund af det her, men også derfor - opsagt samarbejdet med den pågældende organisation i USA.«
Du svarer ikke på spørgsmålet. Hvordan ville du have det, hvis det var din datter?
»Vi forsøger at forberede de unge mennesker på, at det er en anden kultur, og at vi har nogle andre mennesker til at tage sig af dem. Og dem kan de henvende sig til 24/7, hvis der opstår problemer.«
»Derudover kan de også ringe til os, ligesom vi har kontakten til forældrene. Vi havde kontakt med Milles mor flere gange telefonisk, efter Mille var flyttet til en ny familie. Derigennem hørte vi, hvordan Mille havde det.«
Milles mor fortæller, at I aldrig ringede til hende. Kan du forestille dig - hvis man som forælder sidder herhjemme og finder ud af, at ens datter er blevet krænket seksuelt - at man kunne ønske sig en eller anden form for tilkendegivelse fra den danske virksomhed, som man dels har betalt mange penge til og som desuden har garanteret for ens barns sikkerhed?
»Jamen, på det tidspunkt er problemet jo løst. Er det ikke rigtigt? Vi får det først at vide bagefter, det er sket. Og så bliver hun flyttet til en anden værtsfamilie.«
Vi taler om 16-årig pige, der bliver udsat for seksuelle krænkelser af en mand tæt på 40. Kunne hun have eventuelle mén efter det, tænker du?
»Jamen, det skal jeg ikke kunne sige. Jeg er ikke psykolog.«
Kunne I ikke sende en mail og spørge, om hun er okay?
»Jeg ved, at vi reagerede i samme sekund, vi lærte om det, og det kunne ikke gøres hurtigere. At vi så ikke har fulgt op på det efterfølgende, kan de godt have ret i.«
Kan man ikke forlange, at I følger op på sådan noget her? Folk betaler mange penge, og det er jo trods alt unge mennesker, I har med at gøre?
»Jo, det kan man godt forlange. Og forvente. Og vi har ikke været gode nok i den her sag. Det beklager vi. Men det har også været en helt uvant situation for os, fordi der så sjældent er problemer af den her karakter. Heldigvis.«
