Mette Frederiksen vil have 'fuldstændig epidemikontrol', før hun vil sende de ældste elever tilbage i skolen.

Statsministerens udtalelse mandag morgen har skabt forvirring – for hvad betyder det?

»Fuldstændig epidemikontrol – det lyder, som om vi ikke må have smittede i Danmark, men der når vi jo måske aldrig til,« siger Nils Strandberg Pedersen, der fra 1998 til 2016 var direktør for Statens Serum Institut.

»Det har nok ikke været det, statsministeren mente,« tilføjer han og uddyber, hvad der skal til, før regeringen vil åbne mere af samfundet.

»Vi kan tage de ældre elever tilbage i skolen, når vi har en fuldstændig epidemikontrol og er nået længere frem i 2021,« siger Mette Frederiksen mandag morgen.
»Vi kan tage de ældre elever tilbage i skolen, når vi har en fuldstændig epidemikontrol og er nået længere frem i 2021,« siger Mette Frederiksen mandag morgen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi skal nå et stabilt smitteniveau – at antallet af smittede ikke stiger. Det har vi ikke endnu, fordi selv om vi er på et stabilt niveau med omkring 400 smittede dagligt, ser vi et skift fra den almindelige variant til den engelske variant,« siger Nils Strandberg Pedersen.

»Den engelske variant er nu oppe over 20 procent af de smittede, og den har et kontakttal over 1 – det vil sige, at en person smittet med den engelske variant smitter flere end 1.«

»Når den engelske variant vokser i udbredelse, vil epidemien også vokse i udbredelse.«

»Så der er ikke noget, der tyder på, at vi kan lukke mere op på nuværende tidspunkt, for så vil vi få en yderligere smittestigning,« forklarer den tidligere SSI-direktør.

Nils Strandberg Pedersen i 2002, da han var direktør for SSI.
Nils Strandberg Pedersen i 2002, da han var direktør for SSI. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

Ifølge en anden ekspert er epidemien under kontrol, men den engelske variant volder fortsat bekymring.

»Vi er ved at få godt kontrol med epidemien, men der er fortsat bekymring. Under overfladen ulmer den engelske variant, som meget hurtigt kan få fat og forværre situationen,« siger Thorkild I.A. Sørensen, der er professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, til Ritzau.

Der er det seneste døgn fundet 430 coronasmittede. Det er 0,46 procent af de 93.017 prøver, der er kommet svar på.

Selvom de nuværende restriktioner går hårdt ud over blandt andet trivselen for børn og unge og forretningslivet, mener Nils Strandberg Pedersen, at det er rigtigt at fastholde dem.

»Det er forfærdeligt med alle de foranstaltninger. Men de er nødvendige, desværre.«

Hos et af regeringens støttepartier, Radikale Venstre, forstår man ikke statsministerens ordvalg:

»Jeg forstår ikke statsministeren, for hvad er 'fuldstændig epidemikontrol'? Javist, vi skal ikke åbne mere lige nu - vi må først se effekten af de små klasser - men Statens Serum Institut regner jo netop på kommende scenarier. Vi skal åbne. Men klogt,« siger sundhedsordfører Stinus Lindgreen.