I mange år har Mascha Vang benyttet sig af spirituelle vejledere. Og flere af de clairvoyanter, kendissen har besøgt, har uafhængigt af hinanden fortalt hende, at hun får en søn.

Influenceren fortæller dog, at hun og kæresten ikke arbejder på et barn mere lige nu.

»Det var hver gang, jeg var ved en clairvoyant, så sagde de det. Og hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke lige, hvordan jeg skal have det med det.«

Den 41-årige kendis og erhvervskvinde fortæller, at hun ikke tager beskeden som et facit. Ikke noget, der med sikkerhed vil ske. For hun har stadig sin egen vilje.

Mascha Vang fortæller, at valget om at prøve at få et barn mere måske havde været en anden sag, hvis hun havde haft en familie, hvor man var fælles om de børn, der var.
Mascha Vang fortæller, at valget om at prøve at få et barn mere måske havde været en anden sag, hvis hun havde haft en familie, hvor man var fælles om de børn, der var. Foto: Oscar Scott Carl
Vis mere

Alligevel er det med et barn mere en tanke, der rumsterer. Vang har i forvejen datteren Hollie Nolia på otte år, som hun har med sin ekskæreste racerkøreren Nicolas Kiesa.

»Jeg tænker, der er mange kvinder i min alder, som går med disse tanker, for det er jo en stor ting, og det er ved at være sidste udkald,« lyder det fra influenceren.

»Så selvom det ikke er en kæmpe drøm for mig, som jeg ved, det er for nogle mennesker, så er jeg bange for at vælge noget fra. Kvinder i min alder ved jo godt, at man er lige på vippen. At det er ved at være sidste udkald.«

Vang, som blandt andet blev berømt i realityprogrammerne 'Villa Medusa' og 'Paradise Hotel', fortæller, at det også handler om, at hun har været meget alene med sin datter.

Var hun i et ægteskab, hvor man snakkede om at få et fælles barn mere, havde sagen måske været en anden. Igennem sin datters opvækst har hun bare stået med det hele selv, og det har krævet kræfter.

Og nu er hun så i en sammenbragt familie med sin kæreste, den tidligere jagerpilot Troels Krohn Dehli, og fra tid til anden hans to børn.

»Jeg er superærgerlig over, at jeg ikke har oplevet det der ægteskab, hvor man bliver sammen og har børn sammen. Nu er jeg i en sammenbragt familie, og det er også dejligt, men det er noget andet. Med nogle andre overvejelser.«

Mascha Vang fortæller, at når hun normalt går og spekulerer over ting, så er det ofte, at hun tager til en spirituel vejleder.

Hun ved godt, at det er noget, som deler vandene. Tidligere var det oplysninger, hun havde holdt for sig selv.

»For 10 eller 20 år siden, så var det ikke noget, jeg havde talt højt om. Så havde jeg holdt det for mig selv for ikke at blive stemplet som en sølvpapirshat-type.«

Det er dog ikke meget anderledes end at dyrke Gud, Jesus eller Allah, siger kendissen. Det er bare noget andet at tro på. Et sted at søge vejledning, når man funderer over noget.

Mascha Vang bruger både clairvoyanter erhvervsmæssigt og privat. Sessioner, der især i sidstnævnte tilfælde er meget personlige. Ligesom i tilfældet, hvor de spirituelle vejledere fortalte om børn i stjernens fremtid.

En besked, der ikke kun var overvældende for hende selv.

»Jeg tror faktisk ikke, Troels sagde noget, da jeg fortalte ham det. Han fik bare store øjne,« siger hun med et grin.

For nuværende værdsætter hun meget den frihed, hun har fået igen. Og så må fremtiden vise, hvad der ellers skal ske.

Mascha Vang forklarer, at hun i hvert fald er nervøs for at træffe en beslutning, hun vil komme til at fortryde.