På Godthåbsvej bliver der i øjeblikket arbejdet på livet løs med at få den nye busbane klar.
Men hvis du er én af dem, der har drømt om, at busbanen fremover vil transportere dig fra a til b med lynets hast, bliver du sandsynligvis skuffet.
Den 270 meter lange busbane kommer nemlig kun til at spare passagererne i 2A mellem 30 og 90 sekunder, skriver Vanløse Liv.
Til gengæld stjæler arbejdet med busbanen i øjeblikket 40 parkeringspladser, og når den står færdig, vil kvarteret omkring Godthåbsvej være 25 parkeringspladser fattigere.
Men ifølge Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen er en tidsbesparelse på under halvandet minut i bytte for en hel del parkeringspladser rimeligt:
»Erfaringer viser, at en tidsbesparelse i den størrelse har stor betydning for, hvor mange der opfatter bussen som et attraktivt transportmiddel, derfor giver det rigtig god mening at anlægge en busbane på Godthåbsvej.«
Det forklarede hun mediet i november 2020, da Teknik- og Miljøudvalget vedtog etableringen af den kommende busbane.
Derfor kan passagerne i 2A nu se frem til 22. september 2021, hvor busbanen indvies.


