I København er der lige nu 24.000 ledige, som er parate til at tage et job. Så er det ikke bare at springe til, når muligheden kommer?

Åbenbart ikke. Rengøringsfirmaet De 5 Stjerner har nemlig kontaktet Jobcenter København og oplyst, at de har job til 450 mennesker, der vil gøre rent på hoteller.

Men det skete der ikke så meget ved. For De 5 Stjerner fik blot tilsendt en liste med 80 navne, og så blev der ikke gjort yderligere. De 5 stjerner måtte selv kontakte personerne og holde samtaler. En opgave, der viste sig at være noget sværere end forventet for firmaets direktør:

»Det er grotesk. Nogle sagde: 'Jeg vil ikke arbejde', og så blev der bare lagt på. Andre sagde, det ikke var et interessant job for dem. Vi troede sådan set ikke, de havde noget valg. De fleste tog slet ikke telefonen. Nogle kaldte vi til samtale, men de mødte ikke op,« siger Brian Holmboe, der er direktør i De 5 Stjerner. Det skriver Berlingske.

Ansættelsesprocessen resulterede i, at De 5 Stjerner fik besat to ud af de 450 ledige stillinger, men ifølge Brian Holmboe er det ikke noget nyt for branchen.

Hans opfattelse er, at det er svært for rengøringsbranchen at skaffe arbejdskraft, og at jobcentrene ikke er til den store hjælp, selvom virksomhederne rækker ud. Det til trods for, at man som jobparat arbejdsløs ikke kan sige nej til et job.

Berlingske har talt med Janus Francke, der er centerchef i Københavns Erhvervshus og ansvarlig for sagen med De 5 Stjerner. Ifølge ham handler det også om, at den ledige skal være et match til stillingen.

»Jeg kan ikke redegøre for, hvad alle ledige har af beskæftigelsesmål i forhold til det her job. Der er mange ledige. Jeg kan sagtens forstå, når man sidder og kigger ind i det her, at det kan være svært at forstå. Du vil gerne have mig til at sige, der er flere end 450 (ledige i København red.), og det er der muligvis også,« siger Janus Francke.