Én kvinde har fået en særdeles høj erstatning efter at være blevet udsat for sexchikane af tidligere DanBred-direktør Thomas Muurmann Henriksen.

Mens tre ofre for direktørens tilnærmelser fik tilbudt mellem 25.000 og 50.000 kroner, fik den fjerde godt 700.000 kroner.

Det skriver mediet Finans.

Den pågældende kvinde havde forladt virksomheden halvandet år tidligere efter et forløb med blandt andet seksuel chikane fra direktørens side.

De 12 måneders løn svarer ifølge Finans' oplysninger til mere end 700.000 kroner. Det er mere end ti gange så meget som de 25-50.000 kroner, de tre andre ofre for Thomas Muurmanns tilnærmelser oprindelig fik tilbudt.

Finans skriver yderligere, at den nu afgåede direktør havde jagtet en af kvinderne gennem flere år.

Ifølge mediet blev kvinden udsat for gentagne tilfælde af sexchikane. Øjenvidner fortæller, at den tidligere direktør jagtede hende gennem flere år.

Han gjorde tilnærmelser ved fester og kommenterede højlydt hendes krop på kontoret.

Thomas Muurmann Henriksen skulle angivelig have udsat hende for grov seksuel chikane, hvor han blandt andet på en arbejdsrelateret kongres have opsøgt kvindens hotelværelse midt om natten, hvor han ude på gangen havde råbt hendes navn og banket på hendes dør.

I slutningen af 2019 sygemeldte kvinden sig, og i 2020 ophørte hun med at arbejde i virksomheden.

DanBred er primært ejet af brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer og arbejder inden for grisegenetik. Virksomheden sælger avlsdyr og sæd til store dele af verden. Sidste år omsatte DanBred for 1,2 milliarder kroner.