»Det er et ulideligt byggeri,« siger 83-årige Una Canger.

Hun står i sin grønne have med træsko på og bliver med jævne mellemrum overdøvet af larmen fra nabogrunden. Her tårner et treetagers nybyggeri op og stjæler en del af himlen. Endnu værre er tagterrassen og de otte altaner, hvorfra man ser direkte ned i hendes have.

For Una Canger føles det som endnu et spark over knæet af Københavns Kommune.

Den nye bygning med altaner kommer, lige efter at et andet byggeri skæmmede udsigten af bunden af hendes have.

Først godkendte Københavns Kommune erhvervsbygningen for enden af Una Cangers have. Siden er villaen ud mod Roskildevej revet ned og erstattet med tre etagers lejligheder.
Først godkendte Københavns Kommune erhvervsbygningen for enden af Una Cangers have. Siden er villaen ud mod Roskildevej revet ned og erstattet med tre etagers lejligheder. Foto: Julie Øjerson Frederiksen
Vis mere

Her ligger en massiv erhvervsejendom med opbevaringsrum fra Pelican Storage, hvor et stort grønt skilt døgnet rundt og året rundt.

»Det er en rædsel,« forklarer Una Canger.

Hun har boet på en sidegade til Roskildevej i Valby siden 1973, og sammen med flere af sine naboer på villavejen har hun klaget til Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning. Først over erhvervsejendommen og nu igen over de nye lejligheder.

»Vi har nærmest ikke fået noget ud af det. Det fortsætter bare,« siger Una Canger.

Byggeriet i de større byer buldrer derudad, og i en kommende serie sætter B.T. fokus på naboers vrede over de nye byggerier.

I sagen på Roskildevej har kommunen hørt naboernes indsigelser, men ikke tillagt det nogen større betydning. En gammel villa på grunden blev revet ned, og kommunen gav samtidig dispensation fra lokalplanen til det nye byggeri på tre etager med tagterrasse.

Sammen med altanerne giver det frit udsyn til hele Una Cangers have. Men forvaltningen vurderer, at de ændrede indbliksforhold »ikke er væsentlige«. Københavns Kommune påpeger også, at der skal være altan eller terrasse til alle nye boliger ifølge kommunens regler. Og således tabte Una Canger foreløbig den sag til kommunen. Det er hun ikke ene om at ærgre sig over.

Una Canger føler ikke, at Københavns Kommune tager naboernes klager seriøst.
Una Canger føler ikke, at Københavns Kommune tager naboernes klager seriøst. Foto: Julie Øjerson Frederiksen
Vis mere

På den anden side af Roskildevej har Palle Andresen og hans kone siden 1971 boet i en lejlighed med udsigt til de gamle villaer, som nu er udskiftet med de to massive bygninger.

»Det er virkelig synd, at man har revet villaerne ned. Det nye ser forfærdeligt ud.«

Palle Andresen mener, at byggestilen ikke passer ind i bybilledet. Men det mener Københavns Kommunes Miljø- og Teknikforvaltning. I deres svar til nabohøringerne afviser de også det problem ud fra en vurderingen af, at områdets udtryk i forvejen er forskelligartet.

Det giver Una Canger dog ikke meget for.

»Det kan de sagtens synes, når de allerede har revet villaerne ned,« siger hun.

Ifølge Palle Andresen handler det måske også bare om noget andet.

»Det er vel et spørgsmål om kroner og øre,« siger han.

I høringsperioden for det nye byggeri kom der 11 høringssvar, som stillede sig kritisk over for planerne. Naboerne i området klagede blandt andet over byggeriets højde, indbliksgener og byggeriets udseende, som skiller sig ud fra villaerne med grønne haver.

Men kommunen har afvist alle deres indsigelser.

Nu er sagen sendt videre til Planklagenævnet, hvor den stadig afventer en afgørelse.

Det har den gjort siden februar 2020, viser dokumenter i sagen.

»Vi kan klage og klage. Det ser ikke ud til, at det ændrer noget som helst,« siger hun.

En helt anden bekymring er, at Una Canger og hendes naboers huse mister værdi på grund af de ny byggerier på Roskildevej, som ligger op til deres baghaver.

B.T. har kontaktet Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune for en kommentar til Una Cangers frustration. Forvaltningen henviser til besvarelserne i forbindelse med høringen omkring byggeprojektet.

Her fastholder kommunen, at de ændrede indbliksforhold ikke er væsentlige og er forventelige i et byområde.