42-årige Iben Christiane Hansen har ADHD. Hun fik først diagnosen som 39-årig og har kæmpet med at finde sig til rette i en verden, der ikke er skabt for mennesker som hende. Her er hendes fortælling.

»Jeg fandt ud af, jeg havde ADHD, da jeg blev sygemeldt med stress for tredje gang på tre år. En bekendt fulgte mig på sociale medier, hvor jeg siden første sygemelding har delt mine oplevelser som stressramt, og fordi hun havde været gennem udredningsforløb med sine børn, vidste hun en masse om ADHD hos kvinder og piger.«

»Hun kunne se, jeg fulgte mønsteret, så hun inviterede mig på en gåtur i skoven. Hun spurgte ind til oplevelser i skolen og min barndom og fik mig til at fortælle om studietiden, arbejdserfaringer, ting om parforhold og andre relationer. Alt muligt, som jeg har oplevet det. Efter to timers gåtur og snak sagde hun, at hun mente, jeg kunne have ADHD.«

»Jeg var rimelig skeptisk og sagde, som det var, at dét troede jeg bestemt ikke. For jeg har aldrig været det mindste hyperaktiv. Jeg har altid mere været lidt hæmmet og forsigtig. Men hun spurgte bare: 'Er der ro i dit hoved?' Nej, og det har der jo aldrig været.«

»Jeg gik hjem, googlede det og så, at jeg passer perfekt ind i mønstret. Jeg bad min læge om en henvisning til udredning hos en psykiater. Men lægen – som jeg ellers er glad og tryg ved – var skeptisk og sagde, at siden jeg havde en uddannelse, kunne jeg ikke have ADHD, så jeg måtte bede om henvisningen to gange, før jeg kom videre i systemet.«

En anden verden

»Min ADHD betyder, at jeg ikke altid opfatter verden som andre. I skolen betød det konkret, at når klassekammeraterne gik i gang med en opgave, vidste jeg tit slet ikke, vi havde fået beskeden. Jeg havde hørt læreren snakke, jeg har givetvis prøvet at høre efter, men havde ikke modtaget budskabet og måtte spørge sidemanden eller læreren, hvad vi nu skulle. Tit forstod jeg alligevel ikke helt opgaven.«

»ADHD-hjernen bliver nemlig aktiveret af interesse, og vi kan ikke rigtig tvinge os i gang. Jeg er det, man kalder en deadline-rytter. Det er først et øjeblik før deadline, at min hjerne tænker 'Åh, det er vigtigt' og går i gang, f.eks. hvis det handler om matematik eller andet, jeg ikke synes er spændende.«

»Udefra set kan det ligne dovenskab, og det har også føltes som dovenskab. Men vores eksekutive funktioner (planlægning, prioritering, overblik, red.) er hæmmede i forhold til neurotypiske hjerner, og det betyder, at jeg aldrig har været god til at vælge noget som helst, fordi alting føles lige vigtig, når man ikke kan prioritere.«

»Arbejdsmæssigt har jeg derfor altid knoklet ekstra hårdt for at få styr på to do-listerne og finde ud af rækkefølgen at gøre ting i. Jeg har brugt masser af ekstra tid på at skrive ting i kalenderen og på lister hele tiden, og jeg har opfundet den ene dybe tallerken efter den anden, fordi jeg ikke har kunnet bruge de tallerkener, som andre havde opfundet.«

»Enten fordi jeg syntes, de var forkerte og ikke passede til det, jeg ville. Eller fordi jeg slet og ret ikke kunne se, at de dybe tallerkener allerede fandtes.«

»Jeg har bare knoklet på, og det slider at være så uforstået anderledes. Dygtig og klog, men ude af stand til rigtig at 'bruge det'. Det ender med at føles som vrangvilje eller magelighed, fordi man kan, når det gælder, men ikke selv kan bestemme, at 'nu gælder det' og så komme i gang, som andre kan og gør.«

Alt er energikrævende

»En af de største forskelle på mit liv og andres er også, hvor meget energi jeg hele tiden bruger på alting. Jeg er enormt udadvendt, men jeg har også altid haft et stort behov for at få ro. Jeg har altid kun haft plads og overskud til én nær ven, og jeg sad hjemme med en bog og mine tegneting, mens andre i klassen begyndte at gå i byen og til fester. Jeg var i alt med til to fester på HF, fordi jeg var for træt i weekenderne, og fordi det var situationer, jeg ikke helt kunne overskue, da jeg ikke vidste, hvad de indeholdt. I det hele taget er samværet med andre energikrævende.«

»Når andre for eksempel sidder i et lokale, kan de lukke irrelevante ting ude og bruge krudt på den ene ting, de sidder der for. Når jeg sidder i et lokale med andre, kan jeg høre folks vejrtrækning, deres tøjraslen, tikkende ure, stolebevægelser, trommer fra headset, blæst på vinduerne, jeg kan mærke alt mit tøj, sædet under numsen, gulvet under fødderne, skoenes stramning, jeg kan lugte folks mad eller vaskemiddel eller parfume – og så skal jeg også bruge krudt på den ene ting, vi sidder der for.«

»Da jeg læste på universitetet, lærte jeg f.eks. efterhånden at bede folk om hjælp til, hvordan jeg skulle strukturere mine opgaver. Men jeg forstod alligevel aldrig rigtig, hvordan man gjorde. Jeg er cand.mag., og jeg kan godt forklare, hvordan man skriver en opgave, men jeg kan stadig ikke finde ud af det selv.
Det besværliggjorde mit studieliv rimelig meget, og jeg forstod heller aldrig, hvordan de andre kunne have et studiejob, fordi ti timers undervisning om ugen plus forberedelse derhjemme var rigeligt for mig, når jeg også skulle have en hverdag til at hænge sammen. Der ér kun så meget hjernekraft og energi hver dag, og man skal også købe ind og vaske tøj og finde tiden til at restituere. Så den store forskel er, hvor trætte vi bliver efter en time med samme aktivitet, og der er jeg trættere.«

For irriterende og for meget

»Mine relationer har også været præget af min ADHD, fordi jeg ikke følger reglerne som andre. Jeg kan godt være blind for folks signaler eller reglerne i f.eks. pige-kliker. Derfor har jeg aldrig været del af en venindegruppe i skolen, fordi pigefnidder er helt ubegribeligt for mig. Jeg kunne godt se, der var et eller andet med regler, men jeg forstod dem ikke, og jeg forstod ikke pointen med dem.«

»Andre gange kan jeg måske godt se og forstå folks signaler, men jeg er så impulsstyret, at jeg gør eller siger ting alligevel og bliver til besvær, er for meget eller bare skiller mig ud, så folk synes, jeg er sær eller tager for meget plads og irriterer. Og det gør jeg; Jeg er irriterende og fylder meget, og nogle gange ved jeg det godt, men jeg er ikke i stand til at ændre på noget, og så gør det dobbelt så ondt at være udenfor.«

»Jeg har altid været modtager af langt mere skældud og kritik end andre, fordi de er på linje med resten af verden og tit gør ting rigtigt i første hug, mens jeg ikke ved, hvad 'rigtigt' er, og prøver at ramme, men tit rammer forkert. Jeg har i højere grad end andre haft brug for validering fra andre hele tiden, fordi jeg har vidst, jeg tit tog fejl. Derfor er jeg løbet meget an på andres vurdering, og langt hen ad vejen har jeg ikke stolet på mine egne holdninger og opfattelser. Og mit eget værd.«

ADHD'en har påvirket alt

»ADHD har præget alle facetter af mit liv, og det kan godt være svært at skelne mellem tingene og se, hvornår og hvordan ADHD har besværet mig, for det har det i alting. Jeg har haft angst, depression og stress og været i behandling hos psykologer og psykiatere hele voksenlivet. Det har givet mange hakker i selvværdet at være så anderledes og ikke kunne gøre noget ved det.«

»Jeg har banket hovedet mod en mur igen og igen uden at vide, hvordan jeg enten kom uden om muren eller over den eller fandt ud af at bryde den ned.
Men samtidig har ADHD'en også gjort, at jeg i mange henseender ikke har taget mig så meget af andres tanker om mig som andre omkring mig.
Jeg har på en eller anden måde vidst, at jeg var anderledes, og så har jeg, på grund af blindheden for sociale regler måske, bare undladt at tage mig af det.
Eller også har jeg været så tilpas scatterbrain til, at min bekymring for andres tanker om mig bare er blevet skubbet til side af alle de andre tanker, som hele tiden dukker op.«

»Det er praktisk i forhold til den slags, at jeg kan være så distræt, at jeg glemmer, jeg lige var ved at bekymre mig om noget. Men det er også upraktisk, når det er noget, jeg har brug for at bekymre mig om, så det går altså begge veje …«


Det kan også være positivt

»Hvis man skal se positivt på det, er der også ting, der har været nemmere for mig: Jeg har f.eks. været mere tilbøjelig til at tage på eventyr end andre.
Jeg har ikke altid sat så mange spørgsmålstegn ved større forandringer i mit liv. Jeg er bare flyttet med en kæreste til Spanien eller taget med til Rusland på en rejse i firehjulstrækker til Uralbjergene, jeg flyttede fra Sjælland til Jylland uden at overveje ret meget, fordi det bare føltes rigtigt.«

»Jeg er altid bange for at få kritik, men jeg har en stærkere impuls til at råbe op og gøre mig til centrum, og derfor er jeg god til at holde foredrag eller lave oplæg. Jeg tænker ikke i linjer, men i bobler, der kan hænge sammen på enhver måde, så jeg er god til kreativt arbejde og finder tit på løsninger, andre ikke ser.«

»Jeg tror ikke, jeg havde været så god til 'fake it till you make it', hvis jeg ikke havde ADHD, som gør mig lidt blind for mulige faldgruber og fastholder alle de gode muligheder ved noget, jeg går i gang med. Eller måske rettere: Jeg tror ikke, jeg havde made it så ofte, som jeg har, hvis det ikke var for ADHD'en, fordi pressede situationer gør mig skarp og effektiv.«

Jeg er bad ass, bomstærk og sej

»Da jeg fik konstateret ADHD, gik jeg på et øjeblik fra at vide, at jeg ikke passede ind i skabelonen på 'at være menneske', til at vide, at jeg nærmest passer helt perfekt ind i en skabelon. Det er bare en anden end den, jeg er vokset op med at stræbe efter. Det har givet en enorm ro, og jeg har sluppet masser af skyld og skam over min måde at møde verden og eksistere på.«

»Jeg har tilgivet mig selv en hel masse, og jeg har fået mere selvtillid, fordi jeg kan se, hvor hårdt jeg har kæmpet og knoklet hele livet, og hvor bad ass, bomstærk og sej jeg egentlig er, når jeg har holdt til alt det. F.eks. at skrive speciale uden at vide, hvad jeg lavede, og med massive belastningsreaktioner hvert eneste semester på universitetet. Jeg kan nu se, at jeg har været heldig at have ressourcer til at vælge de ting, jeg havde det godt med, og give fanden i resten.«

»Jeg har aldrig lært matematik, fordi det ikke interesserer mig, men jeg har været i stand til at tænke: 'Fuck det, jeg skal aldrig bruge det', og i stedet gået efter det, som gjorde mig gladere, uden at skele ret meget til, hvad andre tænkte om det. Jeg plejer at sige, jeg er bygget af resiliens og den robusthed, som er blevet så forkætret et buzzword, fordi jeg gang på gang bankes helt flad i jorden, men rejser mig op hver gang og bare går videre med flere ar og mere plaster på sjælen. Jeg har med diagnosen og hele denne her nye viden om mig selv fået hjemmel til bare at være, som jeg er.«

ADHD er andet end hyperaktive drenge

»Det føles latterligt, at en diagnose kan give mig lov til at være den, jeg er, fordi det skal vi jo alle sammen, men når man er anderledes end flertallet, og det kommer meget konkret til udtryk i hele ens liv, er det værdifuldt at kunne se sort på hvidt, at man faktisk godt må være sådan. Og ikke behøver at slide sig selv op for at prøve at være noget andet.«

»Jeg ville for eksempel gerne have vidst, at mit fraværende dagdrømmeri, mine energiforladte weekender, mine hyppige flugter ind i bøger, min originalitet og skæve tanker var en del af ADHD. At alle mine mange stærke følelser, mit akavede og altid prøvende sociale liv, min tvivl på egne evner samtidig med troen på at være 'destined for greatness' var en del af ADHD. At min dårlige søvn, min underligt detaljerede hukommelse med kæmpe huller i, min uforståenhed over for, hvor længe noget varer, min vildt gode forestillingsevne, mit manglende filter af indtryk og manglede filter på udtryk var en del af ADHD.«

»Jeg ville gerne have vidst, hvor meget mere og andet ADHD er end det evindeligt brugte billede med hyperaktive drenge, som laver ballade og hænger i gardinerne. Hvis alle vidste, hvad det reelt dækker over, havde jeg sikkert fået diagnosen som barn eller ung og havde formentlig haft et helt andet liv.
Søde piger, som arbejder for at følge med i skolen og være dygtige, men er fraværende og lidt i kanten af det sociale liv i klassen, dukker ikke op på radaren hos de voksne. Det ville jeg ønske havde været anderledes.«

»Jeg ville virkelig ønske, at så mange af os ikke behøvede gå igennem hele det svære forløb, det er, når man får diagnosen som voksen, fordi det oftest kommer i kølvandet på stress, depression, angst eller andre diagnoser og vanskeligheder, som bringer os i kontakt med nogen, der opdager, at vi ikke behøver kæmpe helt så meget.«

Jeg er bare mig

»Da jeg var på et kursus umiddelbart efter, jeg fik diagnosen, var det på Center for Specialundervisning for Voksne, og det var virkelig en oplevelse af at gå fra 'jeg er jo ikke sådan én, som får specialundervisning og bruger socialpsykiatrien' til at vide, at det er jeg. Og det er helt fint. Jeg oplevede pludselig at sidde i et lokale med syv andre gøglere, og her var det ikke os, der stak ud og var anderledes. Det var underviserne.«

»Hver gang en af os fortalte om noget, der var svært, blev vi mødt af nikkende hoveder og andre, som havde det på samme måde, frem for at møde mennesker, der kom med motivational quote-agtige løsninger eller forslag, som vi ikke kan bruge, fordi de er skabt af og rettet til nogen, der grundlæggende fungerer anderledes. Den spejling har sammen med en masse viden om, hvordan jeg hænger sammen, gjort en verden til forskel. Jeg er jo bare mig, på samme måde som Søren og Lise og alle andre bare er dem selv.«