Martin Busk er en af hovedpersonerne i den største ejendomshandel i Aarhus' historie.

Martin Busk og hans partnere i Bricks A/S har netop solgt en stor bid af boligprojektet Nicolinehus på Aarhus Ø for en milliard danske kroner. Du læste rigtigt; En milliard danske kroner.

Det har været benhårdt arbejde, men det bliver skubbet til side, når tingene kulminerer, som det har gjort for ham og resten af firmaet i denne uge.

Men Martin Busks relation til boligprojektet Nicolinehus er ikke kun professionelt. Det er mere end en salgsaftale. Det er et »hjertebarn,« forklarer han til B.T. Aarhus.

»Det er et projekt, der er gået op i en højere enhed. At det er historisk og den største handel i Aarhus lægger vi ikke så meget i. Det er selvfølgelig interessant og fantastisk, at det er rekorden, men for os handler det mere om at vores drøm er lykkes,« siger han og fortsætter:

»Man kan tit glemme de mange års arbejde, der ligger bag sådan et projekt. Det har været knaldhårdt arbejde.«

Når boligprojektet Nicolinehus står færdigt i 2022 flytter Martin Busk selv ind.

B.T. Aarhus har tidligere talt med Martin Busk om, at han er i gang med at sælge Aarhus' dyreste villa for at flytte ind i Nicolinehus.

»Det er jo er personligt projekt for mig, fordi jeg selv skal flytte ind. Men det er også personligt for os i Bricks. Vi har drømt om projektet længe. Vi kommer med noget Aarhus slet ikke har set før,« siger han og fortsætter:

»Det er et hjertebarn for os.«

Nicolinehus vil stå færdig i 2022. Planen er at cafeer, butikker, boder og restauranter skal flytte ind i stueetagen. Derudover flytter Aarhus Ø's første dagligvarebutik også ind, når projektet står færdigt.
Nicolinehus vil stå færdig i 2022. Planen er at cafeer, butikker, boder og restauranter skal flytte ind i stueetagen. Derudover flytter Aarhus Ø's første dagligvarebutik også ind, når projektet står færdigt.
Vis mere

Nicolinehus vil udover sine mange lejligheder også byde på restauranter, cafeer, butikker, boder, et fitnesscenter, et poolområde, en cocktailbar og Aarhus Ø's første dagligvarebutik.

»Det er jo ikke normalt at have så mange funktioner i en ejendom, som vi har med Nicolinehus. Opgaven da vi vandt udbuddet var at binde Aarhus Ø og Aarhus C sammen. Det synes vi, at Nicolinehus gør, og nu håber vi bare, at aarhusianerne vil tage godt imod projektet, når det står færdigt«.

»Markedshallen med de mange butikker og boder skal skabe et nyt liv på Aarhus Ø. Jeg har selv brugt meget af mit liv i Sydfrankrig med deres mange markeder. Der er helt særligt liv ved sådan nogle steder, der altid har fascineret mig. Jeg håber, at vi med markedshallen kan skabe et sted ligesom markederne på Ingerslev Boulevard eller Torvehallerne i København.«

Med salget af den ene halvdel af Nicolinehus til firmaet Formuepleje er der nu blot få kvadratmeter af Nicolinehus, der mangler at blive afsat.

Martin Busk understreger, at det er et kæmpe skulderklap til det gode samarbejde Bricks og Aart Architects samt firmaet NCC har haft i de mange år, de har arbejdet på Nicolinehus.

»Nu skal vi i gang med at sælge de sidste lejligheder. Det er fantastisk, at det er gået så godt, og at vi har solgt det til et historisk beløb,« siger Martin Busk.

Detaljerne om den historiske handel og prisen vil Martin Busk ikke komme nærmere ind på.

»Det er et næsten rundt beløb, der ligger meget tæt på en milliard kroner lige ud. Det er lige deroppe omkring. Det helt eksakte beløb kan jeg ikke sige« fortæller han og slutter:

»Men det er jo helt spektakulært, når det er kommet op på det beløb.«