Der er flere biler på vejen, end der normalt er på den rolige, blinde Vibevej 27. De fleste kører helt ned for enden af vejen og stopper op.

Det lyder måske ikke så mærkeligt, når havet ligger lige foran, men det er ikke den vej, blikkene sendes. Tværtimod drejer hovederne til venstre, hvor en grandios bygning ligger. Til salg for 26,5 millioner danske kroner.

Men hvorfor pokker vil nogen dog flytte fra en arkitekttegnet, prisvindende villa med havudsigt? Ejeren Martin Busk forklarer her, at der faktisk er en god forklaring bag galskaben. Og det handler ikke om penge.

Aftenudsigten fra familiens terrasse.
Aftenudsigten fra familiens terrasse. Foto: Privat
Vis mere

For at drikke aftenkaffen lige her, skal der ikke mindre end 26.500.000 kroner på bordet. Adressen er nemlig lige nu det dyreste enfamilieshus til salg i Aarhus Kommune. Boligen er kun overgået af Niels W. Gades Vej 5, der dog er indrettet som fire separate lejligheder.

Martin Busk, der er medejer af ejendoms- og projektudviklingsselskabet Bricks, har bemærket den store interesse og øgede trafik på vejen.

Selvom familien ikke havde forventet de mange ekstra blikke og biler fra både vejen og stranden, så er det noget, de tager med et smil.

Millionvillaen i Risskov ligger i første række til Aarhus Bugt.
Millionvillaen i Risskov ligger i første række til Aarhus Bugt. Foto: LILIENHOFF
Vis mere

»Det må jo være, fordi nogen synes, huset er interessant. Så det er fint, jeg har ikke noget at skjule,« siger Martin Busk.

LILIENHOFF bekræfter, at interessen for Vibevej 27 er overvældende. Boligen har i gennemsnit haft over 400 visninger på hjemmesiden om dagen, hvilket er tre-fire gange så mange som en gennemsnitlig sag.

Det er dog ikke nyt for familien, at deres hus tiltrækker opmærksomhed.

»Vi har oplevet nysgerrigheden generelt. Når man vælger at bygge et hus med den arkitektur, så stikker man principielt næsen frem, og så er der mange, der har en holdning til, om det er noget, de kan lide,« siger Martin Busk.

Familien har ligefrem oplevet, at arkitektstuderende har banket på og spurgt, om de må fotografere den særprægede villa. Det har de fået lov til, og ofte er de også blevet budt indenfor.

Bevoksningen i haven skærmer lidt for nysgerriges blikke fra stranden.
Bevoksningen i haven skærmer lidt for nysgerriges blikke fra stranden. Foto: Privat
Vis mere

Der er ikke noget at sige til, at særlig de arkitektstuderende har vist en ekstraordinær interesse for familiens hjem. Boligen er nemlig, som ét af de eneste enfamiliehuse tegnet af de kendte Aarhus-arkitekter Schmidt Hammer Lassen – de samme herrer, der står bag Dokk1, ARoS og Den Sorte Diamant.

Vibevej 27 har også selv vundet priser. I 2011 vandt boligen Aarhus Kommunes arkitekturpris for godt og smukt byggeri.

For at få sin daglige gang i det kendte hus skal du til gengæld også betale den svimlende kvadratmeterpris på 109.053 kroner.

Familien købte selv Vibevej 27 i 2009, hvorefter de selv lod den særprægede bolig opføre.

Der er ikke sparet på detaljerne inden for i boligen, hvor mærker som Vola, Boform, Gagabau, Dinesen, Schüco og B&O er fremtrædende.
Der er ikke sparet på detaljerne inden for i boligen, hvor mærker som Vola, Boform, Gagabau, Dinesen, Schüco og B&O er fremtrædende. Foto: LILIENHOFF
Vis mere

Man kan jo undre sig over, hvorfor i alverden familien vil forlade sådan en bolig.

Martin Busk og familien understreger, at det er et tilvalg – bestemt ikke et fravalg. De skal nemlig flytte til Aarhus Ø, i en cirka 300 kvadratmeter stor toetagers penthouse. Lejligheden ligger i Nicolinehus, der opføres af Bricks, som Martin Busk er medejer af.

»Nicolinehus bliver en fest, man ikke vil hjem fra. Vi har boet i huset i 13 år og været rigtig glade for den tid, men nu gør vi noget andet, og det glæder vi os utrolig meget til,« siger Martin Busk.

Familien er lige nu i kontakt med to-tre interesserede købere af Vibevej 27.

Selvom det for de fleste er mange penge at skulle have op af lommen, er der et stykke op til den dyreste bolig solgt i Aarhus Kommunes historie. Den blev nemlig solgt for hele 35.000.000 kroner ifølge oplysninger fra Boliga.