»Jeg er tæt på at opgive.«

Sådan indleder Charlotte Søndergaard, der driver kaffebaren 'Tak for kaffe', sin mail til Teknik- og Miljøforvaltningen. 

I de seneste ti år har hun drevet kaffebaren, der ligger på Niels Hemmingsens Gade en sidegade til Strøget. 

Men Charlotte Søndergaard er – ligesom flere andre erhvervsdrivende – hårdt ramt af kommunens beslutning om at fjerne parkeringspladser i Indre By i København.

Det skyldes borgerrepræsentationens ændringer i Middelalderbyen, hvor kommunen per januar i år har fjernet over 500 parkeringspladser – noget som B.T. tidligere har skrevet blandt andet truer en butiksejer i området.

Charlotte Søndergaard slutter sig til listen af virksomhedsejere, der oplever at kunderne forsvinder i takt med af p-pladserne gør.

»De har fjernet alle parkeringspladserne. Når jeg kigger ned ad gaden nu, er den helt død,« siger hun til B.T. og oplyser, at stamkunderne har tilkendegivet, at de ikke kommer mere, da det er blevet umuligt at parkere.

»Jeg synes, det er synd, at der ikke er plads til små lokale forretninger. Det er jo kun store butikker, gode modehuse og nogle designforretninger, der kan overleve. Alle de små forsvinder, fordi ingen kommer forbi mere.«

‘Tak for kaffe’ er så påvirket af situationen, at Charlotte Søndergaard har rettet henvendelse til forvaltningen.

Teknik- og Miljøforvaltningen har fjernet over 500 parkeringspladser i Middelalderbyen, det truer 'Tak for Kaffe'. 
Teknik- og Miljøforvaltningen har fjernet over 500 parkeringspladser i Middelalderbyen, det truer 'Tak for Kaffe'. 
Vis mere

»Efter de nye ændringer gør det desværre umuligt for mig og virkelig stressende,« skriver hun blandt andet, og hævder at det ikke kun handler om færre kunder, men også om hendes egen hverdag. 

Hun skal først cirkle rundt og så parkere langt væk, som gør det »umuligt at drive forretning«, da de mange tunge ting ikke kan bæres fra det nærmeste parkeringshus - som forvaltningen foreslår at Charlotte Søndergaard nu benytter.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan de fjernede p-pladser i Middelalderbyen flere steder er blevet erstattet af »byrumsinventar«– eller står helt tomme.

Den oplevelse genkender kaffebarsejeren. 

»Vi står med en helt tom gade, hvilket ikke er særlig indbydende, da den ser helt død ud. Til gengæld står verdens største og grimmeste gule skilt ude foran vores vinduer, så de er helt sikre på, at der ikke kommer nogen mennesker,« siger Charlotte Søndergaard til B.T.

I det skriftlige svar til ejeren kommenterer forvaltningen på den tomme gade:

»Formålet er, at de nye attraktive byrum, skal give plads til fodgængere og cyklister, samt en bedre balance i bylivet, mere bynatur og formidling af områdets kulturarv.«

Ifølge Charlotte Søndergaard ville det være »et lille plaster på såret og bringe liv i gaden«, hvis kommunen i det mindste tillod udeservering på de tomme områder – men det er heller ikke tilladt, hvilket Charlotte Søndergaard ikke synes giver nogen mening.

Det er skiltet, som Charlotte Søndergaard synes udfordrer 'Tak for Kaffe'. 
Det er skiltet, som Charlotte Søndergaard synes udfordrer 'Tak for Kaffe'.  Foto: Privatfoto.
Vis mere

»Jeg kan godt forstå, hvor de (kommunen, red.) vil hen, men det kan rent praktisk ikke lade sig gøre og fungere,« siger hun og tilføjer, at det ikke kun er hendes kaffebar, der er udfordret.

En nabo, som er tandlæge, har også problemer med at skaffe kunder – og Charlotte Søndergaard selv oplever, at det er blevet umuligt at bestille håndværkere.

De kan ikke parkere i området, og derfor bliver de væk.