Hørning, Herning, Køge, Karslunde, Korsør, Allerød, Aalborg, Ringsted, Randers.
Det er ikke bare tilfældige danske byer – det er byer, hvor mange af indbyggerne bor i et »støjhelvede«.
Og listen er længere endnu.
B.T. har de seneste dage modtaget 47 henvendelser fra danskere fordelt over hele landet. 47 danskere, der enstemmigt beskriver, hvordan fuglefløjt og hyggelige samtaler i haven bliver overdøvet af en enerverende lyd fra de motorveje, der grænser op til deres huse.
I videoen øverst kan du høre, hvordan det lyder i mange danskeres baghave.
»De sidste par år er støjen bare blevet værre og værre. Til tider må jeg tage ørepropper i brug for at være i haven,« fortæller Helle Johansen, der bor i Tjæreby ved Korsør.
Hun bor sammen med sin mand på hans fødegård. Gården har ligget der i fem generationer – 200-300 meter derfra ligger både Vestmotorvejen E20 og togbanerne, der forbinder Sjælland og Fyn. Med andre ord er der godt drøn på trafikken.
»På de dårlige dage kan vi ikke åbne vinduer og døre. Jeg har været meget påvirket af det, og jeg ved godt, at folk er forskellige i forhold til støj, men jeg har faktisk ikke kunnet holde det ud,« fortæller hun.
Har I ikke overvejet at flytte – så kommer I jo væk fra larmen?
»Nej, for vi lever af den planteavl, vi har på gården, så det er ikke en mulighed,« fortæller hun.
Længere østpå slås Solveig Pedersen og hendes mand med de samme frustrationer.
Parret bor i Vallensbæk under 200 meter fra Holbækmotorvejen, hvor der ifølge Vejdirektoratet dagligt passerer flere end 103.000 biler. Og selvom der både er en sø og flotte naturområder i nærheden, så drukner skønheden i vejstøj.
»Det der med at grille i haven, det bruger vi slet ikke. Vi sidder heller ikke ude og drikker eftermiddagskaffe, for jeg gider ikke høre på det,« fortæller Solveig Pedersen, der er pensionist og derfor er hjemme det meste af dagen.
Og der er dage, der er bedre end andre. Det afhænger meget af vindretningen, og når Solveig Pedersen står op, kan hun se på naboens vimpel, om det bliver en god eller en dårlig dag.
»Hvis vimplen står vandret, så ved man godt, det bliver helvede på jord,« fortæller hun.
Parret har boet i huset i 36 år, og selvom nye vinduer har gjort meget for larmen, så kan det ikke dæmme op for den stærkt stigende trafik i området.
Gjorde I jer ikke nogen tanker om, at det kunne blive et problem med en motorvej 200 meter fra jeres hus?
»Nej, for dengang var det ikke noget problem. Der er også kommet markant flere biler.«
Men burde I ikke have forudset, at det kunne blive et problem med en motorvej så tæt på?
»Det var slet ikke inde i tankerne, og jeg tænker faktisk, det må have være helt fredeligt dengang, for vi tænkte ikke over det. Det er kommet stille og roligt med tiden,« siger hun.
Ser man på Vejdirektoratets seneste opgørelse over trafikudviklingen fra 2009 og frem til nu, så er der også kommet mere end 25 procent mere trafik i Solveig Pedersens baghave.
»De eneste dage, hvor der er ro, er hvis det sneer. Så kører bilerne forsigtigt. Men det kan tælles på én hånd på et år, og ellers er det konstant,« siger hun.
Der er ikke støjsikring på hverken den del af Holbækmotorvejen, der grænser op til Solveig Pedersens hus, eller på den strækning af Vestmotorvejen, der grænser op til Helle Johansens.
De bor derfor også begge i områder, der ligger over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for trafikstøj. Den ligger på 58 decibel.
For Solveig Pedersens vedkommende er der døgnet rundt en decibel på mellem 65 og 70. For Helle Johansens tilfælde er den mellem 60 og 65.
Og de er langtfra alene. Ifølge Miljøstyrelsen ligger omkring 723.000 danske boliger i områder, der ligger over grænseværdien.
I et nyt udspil til en langsigtet infrastrukturplan vil regeringen afsætte tre milliarder kroner til støjsikring over hele Danmark. Men den udsigt er ikke noget, der får hverken Helle Johansen eller Solveig Pedersen til at håbe på, at de snart kan nyde en fredelig stund i haven.
»Jeg er normalt meget optimistisk, men lige med det her er det svært at finde den frem. For der har jo været mange politikere herude gennem tiden, og der sker jo ikke noget,« siger Solveig Pedersen.