Det danske tøjmærke Tonsure lever videre.
En investorgruppe har opkøbt selskabet, efter at det ellers blev begæret konkurs for en måned siden.
I en pressemeddelelse oplyses det, at Chris Beierholm, managing director hos tøjfirmaet Stella Nova, står i spidsen for den nye ejerkreds.
'Efter virksomhedens konkurs i sidste måned var Chris Beierholm og hans investorteam hurtige til at gribe bolden, da der ligger mange muligheder i det kreative og etablerede brand,' lyder det i en pressemeddelelse.
Ifølge den daværende bagmand, Malte Flagsted, gik Tonsure konkurs på grund af et 'for os tvivlsomt feriepengekrav' fra en tidligere medarbejder.
Det lød dog også dengang, at man håbede på, at firmaet kunne videreføres i en eller anden form – og det er altså det, der nu er sket.
Og det bliver med små justeringer i fremtiden.
'Den visuelle dna bliver der ikke ændret på, da den i forvejen taler til målgruppen og allerede indeholder rige muligheder for en kommerciel succes. Dog bliver der justeret på det interne med hensyn til strategier og marketing,' lyder det i pressemeddelelsen.
Det lyder også, at den nye kollektion vil blive præsenteret ved Copenhagen Fashion Week i august.