Mere end hvert tredje barn med autistiske træk kan ikke gå i skole. Det afslører en undersøgelse fra Landsforeningen Autisme.
Det bekymrer landsformand Heidi Thamestrup:
»Alt for mange børn med autisme har ikke et skoletilbud, de kan holde ud at være i.«
Fra kommunernes side kalder formanden for Børne- og Kulturchefforeningen, Anne Vang Rasmussen, skolevægring for 'et stort problem'.
»Skolevægring fylder mere i dag end for fem eller ti år siden.«
Anne Vang Rasmussen synes ikke, at det er tilfredsstillende, at Viktor Nørgaard og Carl ikke har gået i skole i henholdsvis 1½ og fire år.
I 2013 besluttede politikerne med loven om inklusion, at elever, der tidligere havde fået specialundervisning, fremover skulle rummes i folkeskolen. Målet var at frigøre penge til normalundervisningen. Men med loven kom man til at klemme en sårbar gruppe af børn, mener Heidi Thamestrup.
»I dag eksisterer der ingen inklusion i folkeskolen. Kun eksklusion.«
Problemet for mange børn med autisme er, at de har svært ved at forstå det usagte. Når klokken f.eks. ringer ud til spisepause, tager de andre børn automatisk deres madpakke frem, men en autist har brug for at få at vide, at han nu skal hente sin mad. Når læreren giver klassen en fælles besked, kan autister have svært ved at afkode, at den også gælder dem.
»Mange autister skulle aldrig have været i folkeskolen. Andre kan med grundig guidning godt klare det. Men de er konstant i det røde felt – og stressede,« siger Heidi Thamestrup.
I en travl skoledag bliver der ofte ikke taget de nødvendige hensyn til børnene. De bliver behandlet som alle andre elever, men autister har brug for, at lige præcis 'de bliver set og hørt'. Derfor tøver landsformanden ikke med at sige:
»At autister skal være i folkeskolen uden en ordentlig visitering, er statsligt omsorgssvigt.«
Det er Anne Vang Rasmussen, der repræsenterer de kommunale chefer på bl.a. børne- og familieområdet, uenig i.
»Selvfølgelig har nogle børn det bedst i et specialskolemiljø. Men det er vigtigt at vide, at sandsynligheden for, at de børn får en uddannelse og senere et job, er noget lavere. Derfor duer det ikke, at vores normalbegreb bliver for smalt.«
Hun mener, at folkeskolen skal have plads til langt de fleste børn – også dem med diagnoser.
»Men det kræver noget af folkeskolen og af de støtteforanstaltninger, man tilbyder. Skolevægring er et komplekst problem, og vi er fuldt ud bevidste om, at vi skal finde bedre løsninger.«
Når skolebørn får en diagnose, er det kommunen og skolen, der i samarbejde skal afgøre, hvordan barnet skal hjælpes.
Statens ansvar
Ifølge Anne Vang Rasmussen er kommunerne klædt på til opgaven.
»Det er kommunerne, der har folkeskolerne og de pædagogisk psykologisk rådgivning. For nogle børn handler skolevægring også om problemer i hjemmet, og dét ansvar ligger også i kommunerne.«
Men Landsforeningen Autisme mener, at ansvaret for at visitere børnene til det rigtige skoletilbud burde ligge hos staten.
»Kommunerne har pengene og rigtigt meget magt, men de har ikke altid den nødvendige viden og kommer til at knække børnene,« siger Heidi Thamestrup, der frygter, at regningen skal betales i den anden ende.
»Det bliver dyrt, for børnene ender i psykiatrien.«
