Lockdowns, et lukket natteliv og små sociale bobler.

Det har ikke været nemt at være single under coronaepidemien, og for nylig kunne 35-årige Louise Samson konstatere, at der er stødt nye komplikationer til.

Hun blev kontaktet af en mand, hun tidligere havde skrevet med på en datingside på Facebook.

De skrev kort om Louises arbejde, og så spurgte manden ind til, om Louise var vaccineret.

Louise svarede bekræftende, hvortil manden svarede:

»Ja, undskyld, men jeg ønsker ikke at date vaccinerede.«

Louise har efterfølgende delt udvekslingen i en Facebook-gruppe, hvor opslaget har fået over tusind likes, men det har også skabt en overraskende debat.

Flere i tråden har det nemlig på samme måde som den mand, Louise skrev med.

Louise Samsons korrespondance med en mand, hun var kommet i kontakt med på en datingside på Facebook. (Privatfoto)
Louise Samsons korrespondance med en mand, hun var kommet i kontakt med på en datingside på Facebook. (Privatfoto)
Vis mere

»Altså, jeg kunne jo ikke andet end at grine af det bagefter, han skrev det. Men det fik mig da også til at tænke over, at det åbenbart fylder enormt meget hos nogen, især da jeg læste kommentarerne,« siger Louise.

Hun har dog svært ved at forstå, hvordan en vaccine kan have betydning for, om man ønsker at gå på date eller ej.

»For mig svarer det lidt til, at du går over og spørger din nabo om, hvad hans yndlingsfarve er, og hvis den så er blå, så beslutter du dig for, at så har I ikke mere at tale om.«

Af kommentarsporet til Louises opslag fremgår det dog, at der er flere, som ikke vil date nogen, der er vaccineret.

En pointerer, at hun ikke ønsker at date nogen, der ikke passer på med, hvad de putter i deres krop, og sammenligner det at have fået en vaccine med at tage steroider, stoffer eller drikke meget.

Andre er inde på, at de, der har fået vaccinen, har andre holdninger og værdier end dem selv, og at de derfor ville få svært ved at enes.

Og så er nogle nervøse for, om de kan få noget fra vaccinen ind i kroppen, hvis de opholder sig for tæt på vaccinerede.

Det er kommentarer som dem, der undrer Louise Samson, som oprindelig delte opslaget, fordi hun syntes, det var sjovt.

»Det var aldrig faldet mig ind, at man kunne blive opdelt på den måde. At det ville få sådan en stor betydning. En ting er alt det, vi har været gennem under epidemien. Men at vacciner stadig skal fylde så meget, sådan burde det ikke være.«

Amerikanske medier herunder CNN har tidligere beskrevet, at vaccinestatus har fået en uventet betydning på datingmarkedet.

Således kan flere datingsider se, at der er sket en kraftig stigning i brugen af ordet vaccine på brugernes profiler.