»Jeg kiggede faktisk bare på tallene, konstaterede jeg havde vundet, slukkede for TV'et og gik i seng. Og så var den ikke længere.«

Hvis ikke man vidste det, skulle man ikke tro, at det var en udtalelse fra en heldig vinder af godt tre millioner kroner i Lotto.

Alligevel var det virkeligheden for en dengang 79-årige kvinde fra Syddjurs Kommune, som oven på gevinsten blev millionær nummer 3291, skriver Danske Spil i en nyudkommet bog.

Den beherskede jubel havde dog sin årsag.

»For det første er jeg dårligt gående. For det andet har jeg et langt liv bag mig og har prøvet så meget,« fortæller hun.

Den besynderlige reaktion fandt sted en lørdag i november for et par år siden.

Dagen efter var begejstringen stadigvæk relativt beskeden.

»Næste morgen ringede jeg til min nabo, som jeg har et nært forhold til, og sagde, at jeg vist havde vundet tre millioner kroner. Og så blev vi enige om, at det da var meget rart,« fortæller hun i bogen.

At få lottogevinsten udbetalt var dog ikke helt problemfrit for den nu 80-årige kvinde, da hun normalt er kunde i en lokal bank, men i forbindelse med gevinsten skulle ind i Danske Bank for at få pengene overført.

»Der skal man jo have noget id med billede med. Men jeg har jo ikke haft kørekort i mange år og ikke været ude at rejse, siden min mand døde i 1994, så jeg havde heller ikke noget pas. Og så er det altså svært at bevise hvem, man er,« siger hun og fortsætter:

»Så de anede ikke, hvad de skulle gøre. Der gik nogle timer, før vi kunne få slået fast, at jeg altså var mig, og jeg kunne rulle ud på min rollator med tre millioner i banken.«

En del af gevinsten på 3.000.050 kroner er efterfølgende blevet brugt på at gøre kvindens to børn gældfrie, holde en stor fest for familien, da hun fyldte 80 år, samt på at få renoveret sin lejlighed med nyt køkken, badeværelse, møbler og seng.

Selvom kvinden ifølge hende selv formentlig ikke når at bruge alle pengene, har hun alligevel besluttet at opleve så meget som muligt, mens hun stadig er til.

Det eneste krav, hun har, er, at der skal være nok tilbage til at begrave hende, så familien ikke står med den udgift.

Inden det sker, har hun inviteret en 79-årig nabo med til Grønland.

Kvinden fortæller selv, at det er noget, hun altid har drømt om at opleve, hvorfor hun går og forbereder sig på turen, der skal finde sted til efteråret.