En fest i børnehaven udviklede sig for en jysk familiefar på en måde, som de færreste formentlig har prøvet.

Det var nemlig her, at han fik beskeden, som mange drømmer om.

Han var blevet millionær. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

»Der var komsammen (i børnehaven, red.) med kaffe og kage fordi sommerferien var forbi. Jeg var der alene med mine to børn, da telefonen pludselig ringer. Det er et nummer, der har ringet et par gange siden lørdag, men jeg har ikke taget den. Det gør jeg så der, og så er det en medarbejder fra kundecenteret i Danske Spil, der siger, at jeg er blevet millionær,« siger vinderen, der ønsker at være anonym.

I begyndelsen troede manden, der er gift og har to børn, dog ikke på medarbejderen.

Men da han blev bedt om at tjekke sin bankkonto, var den god nok.

Der stod én million ekstra, hvorfor han hurtigt forlod komsammen i børnehaven.

»Jeg kunne ikke rigtig blive der mere og bare gå rundt blandt de andre forældre. Jeg var jo helt høj. Så vi gik ud i bilen, og jeg fik hurtigt ringet min kone op for at fortælle hende de gode nyheder,« siger han og tilføjer:

»Hun troede heller ikke på det, men da jeg sendte hende et screenshot af kontoen, så blev hun også helt vildt glad.«

Gevinsten er siden blevet brugt på at betale noget gæld og skal samtidig bidrage til en normalt trang, økonomisk måned.

Pengene kom derfor på det helt rigtige tidspunkt, forklarer han.

Også sønnen i familien har fået sig en lille gevinst. Nemlig en ny controller til sin Playstation.