En heldig ejer af en Lotto-kupon går formentlig uvidende rundt om en meget stor præmie, der venter på vedkommendes kupon.

Indløses den, bliver han eller hun millionær.

For der står svimlende 15 millioner kroner forbundet med de syv rigtige tal på kuponen, der er købt i det sønderjyske.

Det var lørdagens lottotrækning, vedkommende har haft de syv rigtige tal på og som udløser 1. præmien i Lotto, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Spilleren har købt sin kupon i Kvickly i Tønder, og Danske Spil har altså ikke hørt fra vinderen.

Der var også to andre spillere, der fik held med sig i lørdagens lottotrækning. Yderligere to spillere bliver belønnet med et par nuller på kontoen.

De vandt via millonærgarantien, som udtrækkes på alle spillede rækker. Selvom der er 0 rigtige tal på en kupon, kan den alligevel være 1. mio. kr. værd.

Således har de fået sig en ny millionær i Skive, og den anden spiller har købt sin kupon i Amagerbro Kiosk på Amager. Sidstnævnte mangler at få tjekket kuponen, der altså gemmer på en ekstra gevinst.