Hun er ved at skrive sin tale færdig. Hun har en aftale med det band, der skal spille, og på computeren ligger indbydelserne klar. Der mangler kun én ting. Datoen.
Lone Søgaard Ciesla er uhelbredeligt syg af kræft. Hun ved, at hun kommer til at dø af sygdommen. Men hun ved også, at hun inden da vil holde en stor fest.
»Jeg vil hellere selv sige farvel til de mennesker, der har betydet noget for mig, end at de skal sige farvel ved en kiste.«
Til festen skal hendes søn sørge for playlisten, der dagen igennem vil spille al den musik, der betyder mest for Lone Søgaard Ciesla. Hun har bestilt vildtpølser fra en jæger i Thy, og hun ved præcis, hvilke oste og spegepølser der skal købes fra den lokale slagter og ostehandler.
Omkring 80 mennesker står på gæstelisten, der sammen med menuen, talen og de gule post-it-sedler med musikønsker sirligt er samlet i en plastikmappe.
Hvis Lone Søgaard Ciesla ikke selv kan, skal mappen åbnes af hendes datter og søster, 'når tid er'. Det vil sige, når døden er tæt på.
»Til den tid er det ikke sikkert, at jeg selv forstår, hvorfor folk kommer. Måske ligger jeg i sengen, måske kan jeg ikke tale, måske er min hjerne stået af,« siger hun.
Uanset hvordan hun har det, ønsker hun, at hendes gæster kommer og holder den sidste fest for hende. De skal høre hendes afskedstale, også selvom hun ikke selv er i stand til at holde den.
Vi er vant til at fejre de glædelige begivenheder. Vi fejrer barnedåb, bryllupper og fødselsdage. Men kan man fejre, at døden er nært forestående? Lone Søgaard Ciesla er kommet frem til, at det kan hun – og det vil hun.
»Min fest skal minde mine gæster om, at livet fortsætter, selvom jeg dør,« siger hun og bladrer i papirerne, der i detaljer beskriver den sidste fest, hun kommer til at holde.
»Nogle mennesker tror, at vi dør af at tale om døden. Jeg dør, uanset om vi taler om det eller ej. Jeg har ikke lyst til at dø. Jeg har lyst til at blive 100 år. Men jeg har accepteret, at jeg kommer til at dø, før end jeg har lyst.«
Måske skal invitationerne sendes ud om en måned. Måske er det først om flere år. Lone Søgaard Ciesla ved ikke, hvornår sygdommen sætter dødsstødet ind. Men hun ved, at når det sker, kan det gå hurtigt.
Har du erfaringer med gode måder at tage afsked med livet på? Skriv til hlho@bt.dk.
Det gik hurtigt, da hun blev syg. I efteråret 2016 fik Lone Søgaard Ciesla, der arbejdede som pædagogisk konsulent i Gladsaxe Kommune, problemer med at læse. Hun kunne ikke længere skrive lange sætninger, og hun kunne ofte ikke finde ordene, når hun talte. Hendes læge mente, at det var stress, men selvom hun forsøgte at slappe af, blev problemerne kun værre.
Den 1. februar 2017 var hun så usammenhængende, at hendes kollegaer sendte hende hjem fra arbejde. Om aftenen besvimede hun flere gange og blev i al hast indlagt. På det tidspunkt kunne hun ikke huske, hvor gammel hun var, og da lægerne spurgte, om hun vidste, hvor hun var, svarede hun: 'Ja da. Jeg er på biblioteket.'
Samme nat opdagede lægerne en svulst i hendes hjerne. Ni dage senere blev tumoren, et såkaldt glioblastom grad fire – den mest aggressive form for hjernekræft – fjernet, og i månederne efter operationen fik hun både kemoterapi og 30 strålebehandlinger. Men kræften kunne ikke kureres.
Lone Søgaard Ciesla ved, at hun kommer til at dø af sygdommen. Efter operationen gav lægerne hende 1-1½ år at leve i. Hvert år den 10. februar fejrer hun sin overlevelsesdag. Det har hun tænkt sig at blive ved med så længe som muligt.
Indtil videre har hun slået lægernes prognose, for det er nu to år og ni måneder siden, at hun vågnede op efter operationen. Kun fem pct. af dem, der får et glioblastom grad fire, er i live tre til fem år efter operationen. Lone Søgaard Ciesla har lovet sine børn at slå rekorden.
»Men hvis der er én god ting ved at få kræft, så er det, at man får en advarsel, inden man dør.«
Hun har tænkt sig at bruge advarslen til at få det bedste ud af sin sidste tid. Hendes bucket liste er stadig lang. Hun vil danse og spille bridge og rejse – helst til Skotland for at drikke whiskey – og hun vil dyrke yoga, meditere og få strikket og hæklet meget mere til dem, hun holder af.
Og så vil hun få sagt ordentligt farvel til de vigtige mennesker i hendes liv. Men det er ikke kun for sin egen skyld, at Lone Søgaard Ciesla vil holde fest. Det er også for at give dem, der bliver tilbage, mulighed for at sige farvel til hende – og til hinanden.
Der er mange mennesker, som har mødt hinanden, fordi Lone gennem sit liv har bragt dem sammen ved arrangementer, fester og fødselsdage.
»Når jeg er væk, mister de kontakten, så jeg vil give dem mulighed for at få taget pænt afsked med hinanden.«
Hun ved, at det for nogle af gæsterne er provokerende at tale om død og fest i samme sætning.
»Det kan godt være, at nogen synes, at det er en svær fest at komme til. Men så må de vente med at dukke op til begravelsen.«
