Store festkjoler, kendte ved telefonerne og lodtrækninger om en helt ny VW, en drømmerejse til Maldiverne eller spaophold hos Ole Henriksen.

Hele ugen har TV2 og Kræftens Bekæmpelse varmet op til det store Knæk Cancer Show. Men hjemme i Vildbjerg skal Charlotte Bilberg ikke se med. Faktisk gør showet hende vred.

»Jeg mærker det hvert eneste år, når oktober måned nærmer sig. I en hel uge bliver vi bombarderet med det, vi virkeligheden bare prøver at glemme,« siger hun.

I 2013 blev Charlotte Bilberg ramt af brystkræft.

Charlotte Bilberg fik i forbindelse med sit sygdomsforløb fjernet det eneste bryst.
Charlotte Bilberg fik i forbindelse med sit sygdomsforløb fjernet det eneste bryst. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hun har været igennem fire operationer og fik til sidst fjernet sit ene bryst og sit underliv, så kræften ikke spredte sig. Hun har fået kemo og strålebehandling, som efterfølgende har sat sine spor i hende - fysisk og psykisk.

Det eneste, hun tænkte på, var, at den kamp, skulle hun bare vinde. Hr. Cancer, som hun kaldte sygdommen, skulle bare ud af hendes krop.

»Jeg var ikke bange for at dø. Men jeg var bange for at mine to børn skulle miste deres mor,« siger Charlotte Bilberg, hvis børn på det tidspunkt gik i 2. og 4. Klasse.

I dag er hun kræftfri. Men sygdommen har efterladt både synlige og usynlige ar på hendes krop.

Charlotte Bilberg kritiserer Knæk Cancer for at være underholdning mere end indsamlin som f.eks. når dansere og værter møder op med smil og store skrud.
Charlotte Bilberg kritiserer Knæk Cancer for at være underholdning mere end indsamlin som f.eks. når dansere og værter møder op med smil og store skrud. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Så jeg er dybt taknemmelig for, at folk vil donere penge til kampen mod kræft,« siger hun.

Men Knæk Cancer kan hun ikke holde ud.

»Jeg bliver virkelig vred på TV2. Måden de tackler sygdommen på. Det gør ondt helt ind i hjertekulen. Sygdommen bliver gjort til underholdning, hvor firmaer kan få promoveret deres brand, og danskerne kan vinde et eller andet total ligegyldigt spaophold hos Ole Henriksen,« siger hun og fortsætter:

»Det er skruet op til noget, der er så langt fra det helt almindelige mennesker går igennem, når de kæmper mod sygdommen.«

Charlotte Bilberg delte fredag sin frustration på Facebook, hvor hun også deler et billede af sit fysiske ar - brystet hun ikke længere har.

Hun har sidenhen fået over 200 kommentarer og mange personlige henvendelser fra folk, som på samme måde sidder med den ambivalente følelse af, at Knæk Cancer på trods af gode intentioner er gået for vidt - blevet for showbiz.

En kvinde skriver bl.a. ‘Så godt skrevet.. personligt ser jeg aldrig TV2 i uge 43.. Da jeg har mistet min far og papmor og ikke har lyst til at mindes det hver dag en hel uge .. jeg donere penge på deres dødsdag og ellers holder jeg mig langt fra det .. Tusind tak for dit indlæg,du er sku pisse sej’.

En anden kvinde skriver: ’Jeg er fuldstændig enig med dig, Charlotte. Har altid synes, de her forfærdelige tivoli-indsamlingsshows er usmagelige og lukker ned hver eneste gang det sker Jeg kan sagtens donere på en anden vis. Godt skrevet og respekt for dig og åbenheden omkring din virkelighed?❤️ Tak’

Der er andre måder at samle ind på, mener Charlotte Bilberg.
Der er andre måder at samle ind på, mener Charlotte Bilberg. Foto: Privatfoto
Vis mere

Charlotte Bilberg har stor respekt for de kræftramte, som stiller op, men ville ønske at TV2 og Kræftens Bekæmpelse ville overveje andre muligheder for at samle penge ind, som var langt mindre showbiz.

»Hvor er vi henne, hvis man ikke vil donere penge uden at man skal deltage i en eller anden skudkonkurrence eller få sit firmanavn blæst op på TV,« siger hun.

Hos Kræftens Bekæmpelse gør historien indtryk.

»Det gør mig selvfølgelig ked af det, når jeg hører, at der er nogen, som ikke synes, det er så godt. Omvendt er der rigtig mange, der er glade for, at der bliver sat fokus på kræft i denne uge,« siger Ken H. Andersen, der er fundraisingchef hos Kræftens Bekæmpelse til TV Midtvest.

Også hos TV2 er der stor forståelse for, at personer, som har eller har haft kræft tæt inde på livet, synes, at Knæk Cancer-ugen kan være hård.

»Og vi har den største respekt for alle disse mennesker. Samtidig oplever vi, at mange er rigtigt glade for, at vi sætter fokus på sygdommen, og at Knæk Cancer-ugen viser et sammenhold og en kolossal opbakning til patienter og pårørende,« siger TV 2-redaktør på ’Knæk Cancer Live’, Nicolai Nybo Hansson i en skriftlig kommentar til B.T.

Er det ikke muligt at lave en indsamling, som er mindre showbiz?

»Vi ønsker hvert år at lave et sobert og informativt ’Knæk Cancer Live’-show, der indeholder både oplysning og underholdning, og som skal skabe mere åbenhed om sygdommen. Samtidig handler Knæk Cancer om indsamling til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende,« siger han og pointerer, at indsamlingsdelen har skabt grundlaget for foreløbig 298 kræftprojekter.