Der er ingen tvivl, når man spørger direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune Arne Nikolajsen, hvorfor Jerne Sogn er lukket ned.

Sognet med de godt 10.000 indbyggere blev lukket ned søndag på grund af en stor begravelse og problemer med at få særlige befolkningsgrupper til at forstå alvoren ved isolation.

»Vi havde også en større nedlukning i marts, hvor det var en begravelsesbegivenhed, der var skyld i smitten. Det er det samme, der gør sig gældende her, hvor der er rigtig mange mennesker, der er blevet smittet i forbindelse med den ene begivenhed.«

»Det er helt klart en af hovedårsagerne til, at smitten har spredt sig herude,« siger Arne Nikolajsen til B.T.

Det er som sagt forskellige syn på vigtigheden af isolation kontra sociale begivenheder, der giver udfordringerne.

»Jeg tror, at der er nogle kulturer, hvor begravelsesceremonien betyder så meget, at forholdsreglerne kommer i baggrunden. Det er med stor sandsynlighed det, der er sket her, men jeg vil gerne understrege, at det ikke er den samme borgergruppe som i nedlukningen i marts.«

Nogle vil måske se det som kontroversielt, at du udpeger en særlig gruppe som værende skyld i den nylige nedlukning i Jerne Sogn. Hvad tænker du om det?

»Der er jo ikke nogen, der gør det (spreder smitte, red.) med vilje. Jeg betragter alle esbjergensere ens. Der er også etniske danskere, der ikke helt forstår alvoren,« siger direktøren.

Arne Nikolajsen understreger, at han ikke vil udskamme nogen bestemte befolkningsgrupper, men rettere vil understrege vigtigheden af isolationen. Problemerne i øjeblikket kan være, at man inviterer folk på kaffe eller stadig går i vaskekælderen, selvom man er smittet.

De næste syv dage er planen dog klar for, hvordan man skal få bugt med smitten.

»Vores unikke værktøj er, at vi har individuel adgang til borgerne. Det er noget, man skal søge om, hvorefter man kan få tilladelse til at kontakte dem på den måde i syv dage ad gangen.«

»Så vi er ude at hjælpe alle steder og ringer for at høre, om der er nogen problemer, vi kan løse. Men det er altså også sværere at være isoleret i en boligblok, end det er på en villavej,« siger Arne Nikolajsen.

Nedlukningen betyder, at alle idræts-, fritids- og forenings- og kulturaktiviteter er lukket, ligesom også Bakkeskolen Cosmos har måttet lukke ned.

Søndag havde der været 55 smittede i løbet af ugen i Jerne Sogn.