Av, av, av. Et skattesmæk på 20.000 kroner var, hvad der ventede 45-årige Nicolai Bargmann fra Skive, da han i marts åbnede årsopgørelsen fra Skattestyrelsen.

»Ja, der stod nogle røde tal,« som han siger.

Han var på nippet til at betale ved kasse et, men så faldt han over tjenesten Tax Helper, der – som navnet antyder – hjælper danskerne med at finde skattefradrag, som de ikke selv har kunnet hitte rede i.

Tax Helper løb hans fradrag igennem for 2020 og også for de to foregående år.

Nicolai Bargmann havde hele 74.000 kroner i uudnyttede skattefradrag.
Nicolai Bargmann havde hele 74.000 kroner i uudnyttede skattefradrag.
Vis mere

Han havde snydt sig selv. Primært for kørselsfradrag, fordi han pendler til sit job som pædagogmedhjælper på et opholdssted lidt uden for Aarhus, men også for rejsefradrag i forbindelse med sit arbejde samt fradrag for konfirmationsbidrag, som er en slags forhøjet børnebidrag.

Da regnebrættet blev gjort op, var Nicolai Bargmanns skattegæld stort set gået i nul, da Tax Helper havde fundet fradrag for ikke mindre end 74.000 kroner.

»Jeg vidste godt, at jeg havde et kørselsfradrag til gode. Men jeg anede for eksempel ikke, at der var noget, der hed konfirmationsbidrag, som man kan få fradrag for, når man er skilt,« siger Nicolai Bargmann.

Og han er langtfra alene om at have penge til gode hos Skattestyrelsen.

Aske Buemann (tv) og Danni Gregersen har gjort de til en forretning at hjælpe danskerne med at få fat i de skattefradrag, de er berettigede til.
Aske Buemann (tv) og Danni Gregersen har gjort de til en forretning at hjælpe danskerne med at få fat i de skattefradrag, de er berettigede til. Foto: PR-foto
Vis mere

Tax Helper har siden januar i år hjulpet flere hundrede helt almindelige danskere med at indberette oversete fradrag for omkring 12 millioner kroner.

I gennemsnit har Tax Helper fundet glemte fradrag for omkring 11.000-12.000 kroner svarende til en kontantværdi på omkring 2.700 kroner pr. hoved.

»Det er nogle rimeligt pæne beløb, folk kan finde,« siger direktør i Tax Helper Aske Buemann.

Og der er meget mere at komme efter.

Tax Helper vurderer på baggrund af en undersøgelse fra analyseinstituttet Epinion og oplysninger fra Skattestyrelsen, at omkring 1,3 millioner danskere hvert år snyder sig selv for ikke mindre end 11 milliarder kroner i skattefradrag.

»Der er for eksempel rigtig mange – omkring 80 procent – der ikke ved, at de kan få fradrag for udgifter (kost, logi og småfornødenheder, red.) i forbindelse med arbejdsrelaterede rejser, og omkring hver tredje får ikke indberettet deres kørselsfradrag korrekt. Mange glemmer også at indberette håndværker- og servicefradragene,« siger Aske Buemann.

Tax Helper er ikke et filantropisk foretagende, der gratis hjælper danskerne med at hakke sig vej gennem skattejunglen.

Aske Buemann og hans forretningspartner Danni Gregersen, begge 28 år og tidligere studerende på CBS, tager ti procent i kommission af den kontante værdi af de fradrag, deres platform finder til kunderne. Finder de ikke nogen fradrag, er tjenesten gratis.

Lignende tjenester som Skatteguiden.dk og TaxMate.dk hjælper også danskerne med at finde glemte fradrag. TaxMate tager ligesom Tax Helper ti procent i kommission, mens Skatteguiden udfører denne service gratis, da deres forretningsmodel er bygget op på abonnementer for andre services.

Hvis du ikke ønsker at betale for at få fingre i dine egne penge eller ikke bryder dig om, at en privat virksomhed får adgang til dine skatteoplysninger, kan du selv kontakte Skattestyrelsen, påpeger Henning Boye Hansen, chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO.

»De kan forklare dig tallene i de forskellige rubrikker i din årsopgørelse, og her har Skattestyrelsen en ganske fin service. Men skattemyndighederne rådgiver ikke. Du kan ikke få hjælp til at gennemgå dit privatøkonomi. Den hjælp og service må du gå til en privat virksomhed for at få,« siger Henning Boye Hansen.

Han tilføjer, at han formentlig selv ville kunne finde uudnyttede fradrag hos 80 procent af danskerne.

Det er så det, et firma som Tax Helper har gjort til en forretning. Der er mange, der ikke er klar over, hvilke fradrag de er berettigede til, og andre er nok bare for dovne til at få indberettet et fradrag for, at havemanden eksempelvis har klippet hækken. Nogle synes, det er for bøvlet og får det aldrig gjort,« siger Henning Boye Hansen.

»Men det siger altså også noget om vores samfund, at der er basis for virksomheder, som lever af at finde folks skattefradrag.«

Nicolai Bargmann har ikke fortrudt, at han benyttede sig af Tax Helper, selvom han skulle betale ti procent i kommission.

»Jeg er en klovn til computer, og jeg har ikke forstand på skat. Men deres platform var nem at finde rundt i, og det hele kørte bare. Det gik sateme snappy. Så jeg synes faktisk, det er en meget fair pris,« siger han og tilføjer:

»Jeg vil vædde på, at der ligger mange penge og venter på folk, som de ikke aner, at de er berettigede til.«