Lisas nabo plager hende næsten dagligt: 'Der er ingen, der gør noget'

Lisa vågner forvirret af det første bank på vinduet ind til hendes soveværelse. Det er midt om natten og helt mørkt.

Det næste bank på ruden forskrækker hende. Udenfor står hendes berusede nabo, der ikke kan komme ind i opgangen. Hun er måske i 40'erne – lad os kalde hende Dorte.

»Det var virkelig ikke rart. Jeg følte, at mit privatliv blev invaderet,« siger Lisa.

Hun havde på det tidspunkt i september sidste år ikke engang boet i stuelejligheden i Københavns Nordvestkvarter i en måned.

Kvindens banken på ruden skulle siden gentage sig igen og igen og skete senest for halvanden uge siden sent om natten. Det er dog langtfra det største problem, som Lisa og de andre naboer i dag lever med.

Dorte ligger ofte næsten bevidstløs af druk på fortovet i sit eget lort, tis og bræk. Mange gange har Lisa været nødsaget til at løfte hende indenfor.

Hun er bekymret for Dorte og frygter, at det værste kan ske på grund af den måde, kvinden bor og lever.

Det er et menneske, som i flere af naboernes øjne er i hjælpeløst forfald. Tegnene på det ser man i opgangen, hvor cigaretskod, tomme ølflasker og udtrådte sko ligger spredt rundt på trapperne.

»Hun tisser og skider ofte i bukserne, og det kan man lugte i opgangen. Hun kaster også op og taber ølflasker på trapperne,« fortæller Lisa.

»Der lugter af en baggård på Vesterbro i vores opgang.«

Det samme gør der i Dortes lejlighed, som Lisa kalder for sundhedsskadelig. Det stod klart en af de mange gange, hvor hun hjalp sin nabo indenfor og hjem. Lejligheden beskriver Lisa som 'ubeboelig' med affald overalt. Insekter kravlede rundt på gulvet i værelser, som mest af alt mindede om skraldespande.

»Jeg har aldrig set noget lignende. Det er forfærdeligt, at hun bor sådan.«

Mange gange har Lisa fundet Dorte foran opgangen, på trapperne og enkelte gange helt ude på vejen. Ofte svær at komme i kontakt med og nogle gange udadreagerende.

Hver dag tænker hun: 'Ligger Dorte ude foran i dag?'. Hver gang hjælper Lisa hende, men hun føler ikke, at myndighederne tager det alvorligt, når hun gang på gang slår alarm om sin nabo.

»Jeg kan ikke bare gå væk fra hende. Det tillader min samvittighed mig ikke at gøre, men der ligner ikke, at nogen forsøger at hjælpe hende.«

Lisa er ikke alene

Lisas oplevelser og frustration over manglende hjælp med en vanskelig nabo er ikke enestående. Det er historien om Karen og Nadias lange mareridt på Vesterbro et eksempel på.

Tal fra YouGov viser også, at mere end hver fjerde dansker i lejlighed det seneste år har oplevet lugtgener fra deres nabo – og halvdelen har været plaget af støjgener.

Lisa er heller ikke alene om at være bekymret for en nabo og at gøre kommunen opmærksom på det.

I alt modtager Københavns Kommune hvert år omkring 350 bekymringshenvendelser om borgere, viser en aktindsigt. Det dækker over alt fra udsatte borgere med sociale problemer til lugt- og støjgener fra naboer.

Ud af de flere hundrede henvendelser vil nogle sager overgå til behandling i psykiatrien.

Selvom Lisa adskillige gange har kontaktet myndighederne med bekymring for sin nabo, så har svaret fra boligforeningen, den sociale døgnvagt, kommunen og politiet været det samme.

»Vi kan intet gøre,« og »Det er ikke akut.«

Situationen med naboen Dorte er ifølge Lisa dog både akut og livsfarlig.

»Hun er til fare for sig selv, når hun ikke engang kan stå på sine ben. Hun er flere gange væltet omkuld midt ude på vejen, hvor jeg måtte følge hende hjem til en sundhedsskadelig lejlighed.«

Ligesom i sagen fra Vesterbro er forklaringen fra kommunen, at de har begrænsede muligheder for at hjælpe, hvis borgeren ikke ønsker det eller ikke er til fare for sig selv.

»Socialforvaltningen må ikke tvinge borgeren til at få hjælp og har kun adgang til borgerens bolig, hvis borgeren selv ønsker det,« udtaler Knud Andersen, borgercenterchef i Københavns Kommune.

Det er for kommunen og naboerne af den grund også en 'vanskelig situation', fordi mulighederne for at hjælpe og gribe ind er 'begrænsede'.

Hos organisationen Danmarks Almene Boliger kender man også til lignende problemer. Konklusionen er ligeledes, at de er 'drønhamrende besværlige' at løse.

»Det er et udbredt problem, og det er ikke meningen, at borgere i boligområder skal være utrygge eller generet af enkelte beboere,« siger chefkonsulent Bjarne Zetterström.

»Der skal gribes ind, og det er kommunen, som i sidste ende har ansvaret. Det bedste er, hvis det sker med hjælp og støtte til borgeren.«

En anden del af udfordringerne er ifølge Bjarne Zetterström, at mange beboere er udfordret af psykiske problemer samtidig med, at psykiatrien er presset på ressourcer.

I boligforeningen i Nordvest har man med Dorte foreslået naboerne at lave en samlet klage, så hun bliver smidt på gaden. Det er dog ikke en løsning, som Lisa ønsker at gå videre med. For hvad sker der så med Dorte?

Den manglende hjælp betyder, at Lisa fortsat sidder med en uønsket byrde på sine skuldre.

»Som nabo står jeg pludselig med ansvaret. Det er ikke rart. Jeg er jo ikke socialrådgiver.«

Naboerne bliver på alle tider af døgnet stadig kimet ned på dørtelefonen, fordi Dorte ikke selv kan komme ind i opgangen.

Nu har foreningen købt et nyt system, så man kan slukke for dørtelefonen, men det nægter Lisa at gøre.

Hun vil ikke være ansvarlig, hvis der sker Dorte noget en vinterdag, hvor hun igen ikke kan komme ind.

»Det begyndte som en frustration, men nu får jeg ondt i maven af det. Hun har det så dårligt, og jeg kan intet gøre for rigtig at hjælpe hende.«

B.T. har forsøgt at kontakte Dorte og tale med hende om naboernes bekymring og frustration, men hun har ikke været mulig at træffe.