20-årige Astrid Siemens Lorenzen blev erklæret uegnet til gymnasiet, fordi hun har et handicap, men mandag bliver hun student – endda med et af landets højeste gennemsnit.

Desværre sker det ofte for Astrid Siemens Lorenzen, at folk undervurderer hende på grund af hendes handicap.

Ofte oplever hun, at folk taler højt og langsomt til hende, som om hun har svært ved at forstå dem, eller at folk antager, hun hverken går i skole eller arbejder. Nogle taler til hende gennem hendes hjælper, klapper hende på hovedet og omtaler hende som 'kørestolen'.

Astrid Siemens Lorenzen har cerebral parese – en spastisk lammelse, der gør det svært for hende at styre musklerne. Derfor sidder hun i kørestol, taler gennem en øjenstyret talecomputer og har handicaphjælpere døgnet rundt.

»Der er en disharmoni mellem barnliggørelsen af mig, og at jeg nu bliver student. Disse oplevelser viser, at der hersker fordomme i samfundet, samt at mennesker med handicap bliver undervurderet,« siger Astrid Siemens Lorenzen gennem sin talecomputer og tilføjer:

»De ting, jeg oplever, vil tilfældige fremmede jo aldrig gøre ved en kropskapabel person. Det er baseret på fordomme, stigmatisering og uvidenhed.«

Uønsket på gymnasiet

Men mandag bliver hun altså student – og så med et gennemsnit på 12,3. Men det lå ikke lige i kortene til at starte med.

I folkeskolen blev hun nemlig erklæret decideret uegnet af sin uddannelsesvejleder, da hun fortalte, at hun gerne ville i gymnasiet.

»Jeg blev erklæret ikke uddannelsesparat, og det kom bag på mig, da jeg var fagligt stærk, og derfor kunne udlede, at det var grundet mit handicap. Det var ikke i orden.«

Men her stoppede udfordringerne ikke. Astrid Siemens Lorenzen var stædig og søgte ind på et gymnasium, men her blev hun afvist, da ingen tidligere i Danmark har gennemført en gymnasial uddannelse med en talecomputer.

»Jeg husker det, som var det i går. De skeptiske blikke, armene over kors og de kritiske spørgsmål. De troede ikke på mine evner. Det føltes som et knivstik – uønsket, uventet og næsten uudholdeligt,« siger Astrid Siemens Lorenzen.

Astrid er blevet afvist på flere uddannelser på grund af sit handicap. Foto: Privat.
Astrid er blevet afvist på flere uddannelser på grund af sit handicap. Foto: Privat.
Vis mere

Heldigvis blev hun budt velkommen på Sønderborg Statsskole, hvor hun dimitterer mandag.

»Ingen i Danmark har før gennemført en studentereksamen med en øjenstyret talecomputer som stemme og med en krop, som ter sig, som det passer den. Jeg glæder mig så meget til at få huen på i morgen. Jeg får helt ømme kinder, så meget som jeg smiler. Jeg har ventet længe på denne dag, og det er et bevis på, at når man har de rette betingelser, kan man godt opnå sine målsætninger på trods af et handicap og andres fordomme.«

Astrid Siemens Lorenzen vil dog ønske, at den diskrimination, hun har oplevet, blev taget op på politisk plan, så man undgår, det kommer til at ske for andre, der ligesom hende har et stort potentiale og meget at tilbyde et fremtidigt arbejdsmarked.

»Der er behov for indgreb fra politisk side for at forhindre, at dette sker. Diskrimination burde høre fortiden til, men det hænger desværre stadig ved. Når man har et handicap, skal man ofte kæmpe hårdere for sine rettigheder. At jeg bliver student trods et omfattende handicap, tydeliggør, at det er essentielt, at mennesker ser et potentiale i hinanden,« siger Astrid Siemens Lorenzen, der også sidder i bestyrelsen for Sammenslutningen af Unge med Handicap.

Fremtiden ser dog lys ud. For Astrid Siemens Lorenzen planlægger at studere på universitetet og flytter derfor fra Sønderborg til København, så hun er klar til studiestart til september.