»Jeg mener godt, at Odense Letbane kunne have annonceret forsinkelsen tidligere.«
Det er Christoffer Lilleholts konklusion efter fredagens ekstraordinære møde mellem Odense Letbane og dens ejer Odense Kommune i form af økonomiudvalget i Odense byråd.
Venstre-manden står efter mødet ved, at den spanske entreprenør COMSA allerede i starten af november skulle have orienteret Odense Letbane om, at det bliver svært at nå deadlinen.
De Konservatives Søren Windell fortalte ellers tidligere fredag, at det stod tydeligt for ham efter mødet, at Odense Letbane først blev orienteret om overskridelsen af deadlinen 24. november.
»Jeg har ikke noget at udsætte på forløbet,« sagde han til B.T.
Omvendt er hans borgerlige kollega Christoffer Lilleholt langt fra tilfreds efter dagens orientering fra Odense Letbane.
»Jeg er ikke beroliget før letbanen kører, og vi ved hvad den koster,« siger Venstres frontfigur i byrådet.
Ifølge Christoffer Lilleholt, så står det klart efter mødet, at man får forskellige oplysninger, alt efter om man spørg COMSA eller Odense Letbane.
»Og det ser selvfølgelig ikke særlig godt ud, at der er så mange forskellige oplysninger ude,« siger han.


