SMILfonden har været nødt til at oprette en ny indsamling til syge børn, efter auktionshuset Lauritz.com har undladt at betale 409.000 kroner.
Det skriver velgørenhedsorganisationen fredag på Facebook.
'Vi er en lille forening, og for os er 409.000 kroner et stort beløb. Viser det sig, at Lauritz.com ikke er i stand til at betale pengene, kan vi blive tvunget til at aflyse aktiviteter i efteråret', lyder det.
SMILfonden indgik i 2022 et samarbejde med Lauritz.com om at sælge unikke FCK-spillertrøjer på auktionshusets hjemmeside.
Overskuddet skulle gå til SMILfonden, der støtter børn med alvorlig sygdom.
Men ligesom adskillige andre Lauritz.com-kunder, har SMILfonden endnu ikke set en krone fra auktionshuset, der er i massive betalingsvanskeligheder.
'Vi er rigtigt ærgerlige og frustrerede over at stå i denne situation. Med tanke på børnene føler vi derfor, at det rette er at lave en indsamling. På den måde sikrer vi, at de børn og unge, vi gerne vil hjælpe, bliver ramt mindst muligt,' skriver organisationen på sin hjemmeside.
SMILfonden kalder sig selv en 'velgørende forening, der støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme på tværs af diagnoser.'
B.T har gennem foråret beskrevet, hvordan det økonomisk pressede Lauritz.com i månedsvis har undladt at betale sine kunder. Blandt andet skylder auktionshuset et ægtepar over 300.000 kroner.
I sidste uge gik selskabet i rekonstruktion – det, der også kaldes betalingsstandsning, og som eksperter beskriver som et sidste forsøg på at redde virksomheden fra konkurs.
B.T. kunne torsdag fortælle, at blandt andre tv-værten Anders Breinholt har betalt penge til SMILfondens auktion på Lauritz.com og nu på sociale medier kalder ejerne af auktionshuset, Bengt og Mette Sundstrøm, for 'usympatiske røvhuller'.
Torsdag kunne Finans fortælle, at Lauritz.com skylder sine kunder 50 millioner kroner. Auktionshuset har også gæld til forskellige obligationsejere og skylder samlet set 148,6 millioner kroner væk.
Under betalingsstandsningen er kundernes penge fastfrosset, har Lauritz.com fortalt B.T., ligesom auktionshuset ad flere omgange har beklaget og forklaret, at man forsøger at skaffe ny finansiering til selskabet for at betale kunderne tilbage.
Eksperter har både hos B.T. og andetsteds spået det usandsynligt, at virksomheden kan undgå en konkurs.
»Lauritz.com overlever kun, hvis nogen skyder penge ind i selskabet. Og det er svært at se, at man kan få nogen til det. Selskabet har ikke udsigt til at tjene penge«, lød det tirsdag fra professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh.
SMILfonden er ikke den eneste velgørenhedsauktion, der har penge ude og svømme hos Lauritz.com. Overfor B.T. kaldte auktionshuset torsdag velgørenhedsauktionerne for 'hjerteblod' i en skriftlig kommentar:
'Det er derfor også med et tungt hjerte, at vi ikke har kunnet afregne flere af vores velgørenhedsauktioner her i foråret, herunder Smilfonden. Det beklager vi dybt,' lød det fra direktør Mette Sundstrøm.
Hun understreger samtidig, at den nuværende rekonstruktion handler om at 'frembringe en ny kapitalstruktur' for selskabet, som kan 'sikre tilbagebetaling af kreditorer, herunder de erørte velgørenhedsorganisationer'.

