»De sagde, at hvis jeg larmede for meget, ville de ridse et kors i nakken på mig med deres kniv.«
Nede for enden af trappeskakten ligger 25-årige Lasse Leisner på siden, krøbet sammen som en lille kugle, mens de fem drenge på skift sparker ham i ribbenene og i baghovedet.
Det er den sidste fredag i februar, og Lasse Leisner har været ude at drikke nogle øl med sine kollegaer på baren Tjili Pop på Nørrebro, inden han ved tre-tiden beslutter sig for at tage et elektrisk løbehjul hjem.
Men så langt når han ikke.
TIPS OS - Har du været udsat for et umotiveret overfald? Så hører vi gerne fra dig på trin@bt.dk
Mens han står og fumler lidt med sin telefon for at låse løbehjulet op, kommer en gruppe drenge med mørke hættetrøjer og bandanaer over munden hen til ham.
De siger, at det løbehjul skal de have.
»Jeg gav løbehjulet til dem og begyndte at gå for at afværge hele situationen. Men de gik efter mig, og det hele blev meget utrygt. Mit instinkt sagde bare, at jeg skulle væk. Og så begyndte jeg at løbe,« fortæller Lasse Leisner.
I starten af året eskalerede den umotiverede gadevold. Flere unge mænd som 19-årige Lauritz Lindboe Wind og 17-årige Marcus Alexander Aroli stod frem og fortalte om deres overfald, og Statsministeren besøgte Gothersgade i København en nat for at se, hvor slemt det stod til.
Selvom landet pludselig lukkede ned på grund af corona, og mediernes fokus naturligt nok skiftede, så sidder de unge mænd stadig tilbage med ar, som de skal leve med resten af deres liv. Derfor sætter B.T. nu igen fokus på de meningsløse overfald. For når nattelivet engang åbner igen, så er det ikke alle, der glæder sig lige meget til at skulle begive sig ud i mørket.
Fælles for de unge overfaldsofre er, at de aldrig troede, det kunne ske for dem.
Lasse Leisners ben letter nærmest under ham. Det ene foran det andet og det andet foran det ene. Hurtigere og hurtigere.
Lige indtil han når lyskrydset.
»Jeg blev trukket væk fra gaden og hevet op mod en dør til en trappeopgang. Her blev jeg truet med en kniv og fik et slag i ansigtet, inden jeg blev bedt om at udlevere min pung og telefon,« siger Lasse Leisner.
De mørkklædte drenge, som Lasse Leisner beskriver som indvandrerdrenge, svinger med kniven foran hans ansigt. Da han forsøger at parere, får han et dybt snitsår på hånden, der bløder voldsomt.
»Pludselig blev alt tåget,« fortæller han.
'Hvor. Mange. Penge. Har. Du. På. Dit. Kort.'
Det føles, som om det hele går i slowmotion. De hiver ham videre over Kochsvej ind i en anden døråbning, hvor han bliver holdt tilbage og truet, mens nogle af dem tjekker, hvor mange penge der er på kortet.
»På et tidspunkt tænkte jeg, at de var ved at få nok, men så trak de mig over på en skole ved siden af og ned ad en trappeskakt,« siger Lasse Leisner og fortæller, hvordan mareridtet fortsatte:
»Jeg blev lagt ned ovre i et hjørne, hvor jeg modtog slag og spark både i baghovedet og på siden af kroppen.«
Hans lunger udstøder højlydte støn, hver gang skoene banker ind i hans krop.
De tildækkede ansigter ovenover ham fortæller, at de vil skære et kors i hans nakke, hvis han ikke tier stille.
Og så mærker han kniven.
Forsigtigt skærer de et lodret snit hen over hans lyse hud lige under nakkehårene.
»Jeg krøb sammen og sagde, at jeg nok skulle blive ved med at tælle, hvis de ville løbe væk eller gå deres vej. På det tidspunkt virkede det, som om at nok var nok for dem, så de flygtede, mens jeg blev liggende og talte til 100,« siger Lasse Leisner.
Han husker det, som om de er omkring fem drenge, og de taler alle med en accent, som han vil beskrive som typisk mellemøstlig. Det er ikke meget, de siger undervejs. Men det, de siger, er ikke til at tage fejl af.
»Da de sagde, at jeg ville få en kniv i maven, hvis jeg ikke gjorde, som de sagde, gik det op for mig, hvor alvorligt det var. Så der frygtede jeg for mit liv,« fortæller Lasse Leisner fredagen efter overfaldet, hvor han netop har fået sat sin næse på plads på Rigshospitalet, da den brækkede under overfaldet.
Hvorfor tror du, de trak dig ned i skakten, efter du havde udleveret dine ting til dem?
»Det tror jeg har været for at skræmme mig fra vid og sans. Så jeg blev gemt lidt af vejen, og så jeg ikke sladrede måske. Og så tror jeg, de har kedet sig og bare skulle have noget at lave.«
Hvorfor skete det for lige netop dig?
»Det ved jeg virkelig ikke. Måske fordi jeg har været noget fuld og stået og fumlet med min telefon for at låse løbehjulet op, så kan det på dem have virket, som om jeg var et let offer.«
Hvad tænker du om, at de var så mange mod én?
»Det er sindssygt. Og det er uretfærdigt. Man kan ikke gøre noget. Man er helt alene.«
Tror du, de har gjort det før?
»Det tror jeg, ja. Det virkede i hvert fald sådan på deres fremgangsmåde. De virkede meget bevidste om, hvad der skulle ske, og hvem der gjorde hvad. Så det her har været noget, der har været planlagt.«
Er du bange for at gå i byen i fremtiden?
»Jeg har haft nogle tanker. Det ville alle have, tror jeg. Men jo mere man snakker op om det, og jo mere støtte man får fra venner og familie, jo bedre tror jeg også, man kan komme igennem det. Man må ikke lade frygten sidde i en. Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan tage ud med venner og kollegaer og hygge sig i byen. Hvis jeg skal vinde over mine overfaldsmænd, så skal jeg ud igen.«.
Københavns Politi oplyser til B.T., at en 15-årig den 11. juni blev dømt i sagen. Han blev dømt for røveri, hvilket udløste seks måneder i fængsel. Det har ikke været muligt for politiet at finde frem til de resterende gerningsmænd.
