Har du været forbi et testcenter i dag?

Hvis ja, så er du i den grad ikke den eneste.

Rigtig mange danskere har nemlig været forbi et testcenter lørdag - og mange fik ikke blot en coronatest, men fik også testet deres tålmodighed.

B.T. har i løbet af dagen modtaget billeder fra hele landet, hvor man kan se de lange køer til en covid-19-kviktest. Det syn har fået flere til at vende om med suk og opgivende blikke.

En af dem er Mikkel Holch fra Hinnerup.

Mandag fyldte han 45 år, og lørdag skulle en lille del af familien så samles til en fødselsdagsfejring. Derfor mente han og familien, at det var fornufitgt at lade sig teste.

Men det har ikke været let at komme til den seneste uge.

»Vi har været dernede tre til fire gange, hvor vi har været nødt til at gå igen, fordi vi ikke kan stå i kø i kulden,« siger Mikkel Holch.

Lang kø til testcenter i Hinnerup. Foto: Mikkel Holch
Lang kø til testcenter i Hinnerup. Foto: Mikkel Holch
Vis mere

Lørdag var ingen undtagelse.

»Vi var kørt derned i morges, hvor der var kæmpe kø,« forklarer han og fortsætter:

»Vi vendte tilbage senere, for vi var nødt til det i dag. Vi endte med at stå der i halvanden time.«

En anden, der valgte at stille sig i en kviktestkø lørdag, var Martin Poulsen i Viborg. Han havde forsøgt at få en pcr-test, men kunne ikke få tid før søndag.

»Jeg gik derned og fandt ud af, at køen var enorm lang, og de stod meget tæt sammen,« siger Martin Poulsen.

Han havde dog fået svar på en test fra sit arbejde, der viste, at han var testet positiv for covid-19 og kunne derfor kort tid efter få en pcr-test.

»Da jeg fik det at vide, gik jeg ud af den lange kø.«

Den kø Martin Poulsen stod i ved et kviktestcenter i Viborg lørdag. Foto: Martin Poulsen
Den kø Martin Poulsen stod i ved et kviktestcenter i Viborg lørdag. Foto: Martin Poulsen
Vis mere

»Jeg hørte nogle, der sagde, de havde stået og ventet i over en time, inden de kom ud fra kviktest.«

Men ifølge Martin Poulsen var folk tålmodige og ventede, selvom det var koldt at stå udenfor.

Det seneste døgn er der registerereret 8954 tilfælde af corona med pcr-test på de danske testcentre, men ifølge Statens Serum Institut (SSI) så kan det tal om en uge blive endnu højere.

SSI forventer et dagligt antal coronasmittede på mellem 9000 og 45.000, når det bliver juleaftensdag.