»Det er min egen skyld.«

Det indrømmer Peter Christensen blankt, når man spørger, hvorfor han ikke har haft en kæreste i 10 år.

»Jeg har isoleret mig.«

Man kan ikke lige med det blotte øje se, hvad der er galt med Peter Christensen. Men han er meget svær at forstå.

Han synes derfor, at det er svært at møde nye mennesker og i særdeleshed kvinder.

»Jeg føler, at jeg er en stor undskyldning for mig selv. Og sådan er jeg ikke som type,« forklarer han.

Hele verden lå ellers for hans fødder som ung.

Han var et stort talent inden for kickboksning. Han var model, og han var grafisk designer.

Peter Christensen bladrer igennem de gamle modelbilleder.
Peter Christensen bladrer igennem de gamle modelbilleder.

Men en dag ændrede alt det sig.

Nu sidder 43-årige Peter Christensen primært i sin lejlighed. Han er førtidspensionist og bliver passet af sin far.

»Jeg er nærmest blevet følelseskold siden ulykken. Jeg føler, at jeg har gennemlevet alles værste mareridt.«

28. september 1998 kørte en lastbil over for rødt lys og direkte ind i den bil, som Peter Christensen sad i.

Bilen var totalskadet efter lastbilen bragede overfor rødt og direkte ind i Peter Christensen.
Bilen var totalskadet efter lastbilen bragede overfor rødt og direkte ind i Peter Christensen.

Selv husker han ingenting fra ulykken, men hans far, som hjælper ham med de daglige gøremål, bliver tydeligt berørt, når snakken falder på ulykken.

Peter Christensen tilbragte tre måneder efter ulykken i koma, og da han endelig vågnede op, skulle han forholde sig til en helt ny Peter.

»Jeg er 100 procent hjerneskadet nu, men hjernen finder selv nye veje at fungere på, så det bliver hele tiden bedre.«

Efter ulykken var Peter Christensen gennem genoptræning og talepædagog i lang tid. Men der kan ikke gøres mere nu. Så han vil resten af sit liv være plaget af piskesmæld, dårlig tale, ringe korttidshukommelse, dårlig balanceevne og dårlig finmotorik.

Det, der holder Peter Christensen oppe, er den faste træning to gange om ugen.
Det, der holder Peter Christensen oppe, er den faste træning to gange om ugen.

Ulykken påvirker Peter Christensens liv utrolig meget, fordi han ikke kan have et arbejde. Han holder sig dog i gang med træningen, som han trofast klarer to gange om ugen i det lokale træningscenter i Greve.

Men hårdest har ulykken ramt hans sociale liv:

»Nu skriver jeg mange e-mail til bekendte, så jeg ikke mærker, at jeg ikke taler så godt.«

Det har også gjort det svært for Peter Christensen at finde én at dele livet med:

»I de første år efter ulykken havde jeg en kæreste, som var min forlovede, men hun smuttede efter et års tid, og det sårede mig rigtig meget.«

Det blev til nogle flere dates efterfølgende, men ifølge Peter Christensen er de sprunget fra, når det er gået op for dem, at udfordringerne er større, end man udadtil kan se. Derfor har Peter Christensen i mange år isoleret sig. Men det begynder at være for ensomt for den tidligere model.

»Jeg vil gerne finde en kvinde, der kan forstå, hvor jeg kommer fra, og acceptere det, jeg står for. Det er en stor mundfuld. Det ved jeg godt,« smiler Peter Christensen.

Og drømmene for fremtiden er store. Han vil gerne flytte til USA og leve i sus og dus.

Nogle af minderne fra den blomstrende sportskarriere, Peter Christensen havde gang i, inden ulykken.
Nogle af minderne fra den blomstrende sportskarriere, Peter Christensen havde gang i, inden ulykken.