»Det var den grimmeste oplevelse. Jeg havde en knude nede i maven. Jeg er en person, der godt kan sige fra, men når jeg så siger fra, bliver jeg slet ikke hørt.«

Sådan lyder det fra Susan Holm efter hendes værste tur med DSB nogensinde.

Ugentligt tager hun turen mellem Holbæk, hvor hun bor, og Høje Taastrup, hvor hendes datter, svigersøn og barnebarn bor.

55-årige Susan Holm, der sidder i kørestol på grund af en sjælden genfejl, flyttede for nylig fra Svendborg, fordi mulighederne for at rejse spontant som handicappet er langt bedre på Sjælland.

Selvom hun har mulighed for at rejse med en ledsager, er friheden afgørende for hendes værdighed.

»Jeg vil bare gerne derhen, hvor jeg føler mig fri. Det kan ikke være rigtigt, at jeg, bare fordi mine ben ikke virker særlig godt, mister det, som jeg elsker allermest: Det at bevæge mig frit,« forklarer Susan Holm.

Mandag 9. december blev Susan Holms forventninger til DSB’s handicapservice på Sjælland dog gjort til skamme.

Mere end én gang.

»Det er en lussing med en kold klud lige i ansigtet. Al den glæde og det håb, jeg havde ved at flytte til Sjælland, blev taget fra mig.«

Hun skal med toget fra Høje Taastrup station klokken 17.42. Hun har inden tjekket Rejseplanen og sørget for, at toget er angivet med teksten ‘toget har lav indstigning’, så hun ved, at hun kan få kørt en rampe ud.

Da toget ruller ind på stationen, skynder hun sig til dén ende, hvor handicap-rampen er, og trykker på den lille knap på ydersiden af toget, som er angivet med en kørestol.

Da hun har trykket på knappen, sker der ikke noget. Hun begynder at blinke med sine lygter i håb om, at hun bliver set.

Selvom Susan Holm trykkede og trykkede på knappen, der skal give besked til kontrolløren om hjælp, kom der ikke nogen og rullede rampen ud til hende.
Selvom Susan Holm trykkede og trykkede på knappen, der skal give besked til kontrolløren om hjælp, kom der ikke nogen og rullede rampen ud til hende. Foto: Camilla Bøgeholt Lund
Vis mere

Toget kører væk.

Susan Holm ringer til DSB Handicapservice for at sikre sig, at hun ikke har misforstået sin mulighed for at rejse spontant. Hun får at vide, at hun skulle have varslet sin rejse senest 12 timer inden. Ikke nok med at toget er kørt fra hende, så fortæller Handicapservice hende også en løgn.

Handicappede skal kun varsle deres rejse 12 timer inden, hvis der er brug for en lift for at komme ind i toget. Derudover får hun at vide, at hun derfor må vente minimum 12 timer på at komme hjem.

Susan Holms datter ringer og klager over den behandling, hendes mor har fået.

DSB Handicapservice tilbyder at strikke en hjemrejse sammen til Susan Holm. Men her begynder det, ifølge Susan Holm, først at gå rigtig galt for DSB.

Hun skal med et regionaltog fra Høje Taastrup til Københavns Hovedbanegård. I København vil en medarbejder tage imod hende, hjælpe hende til toget mod Holbæk, hvor hun skal ind med en lift.

Men sådan forløber turen sig ikke helt.

Da Susan Holm når til Københavns Hovedbanegård, er der ingen medarbejder, der venter på hende. En anden DSB-medarbejder må ud og lede efter hjælperen.

Når toget ruller ind på perronen, orienterer Susan Holm sig hurtigt, så hun ved, i hvilken ende af toget, handicap-rampen er.
Når toget ruller ind på perronen, orienterer Susan Holm sig hurtigt, så hun ved, i hvilken ende af toget, handicap-rampen er.
Vis mere

Langt om længe sidder hun i toget mod Holbæk, men så får hun at vide, at der ikke er nogen til at lifte hende ud i Holbæk. Hun må derfor kører helt med til Kalundborg, hvor hun skal vente på, at toget kører tilbage, så den medarbejder, der skal hjælpe med liften, når frem. Tre kvarter den ene vej og tre kvarter den anden vej.

Kl. 23.30 kører Susan Holm fra toget på Holbæk station mod sit hjem.

»Min tillid til DSB er totalt væk nu. Hver gang jeg skal skal med toget, har jeg en stor knude i maven,« siger Susan Holm.

DSB har informeret B.T. om, at knappen, som Susan Holm har troet giver besked til togføreren, blot er en døråbner, og at man som handicappet bare skal placere sig på perronen, så togføreren kan se én.

Men det efterlader Susan Holm med en endnu større frygt for ikke at blive set på mørke dage, da hun har oplevet, at det ikke virker at lyse med sin lygte.

»Det er jo dybt beklageligt. Først og fremmest at kunden ikke er kommet med toget, da toget på strækningen mellem Høje Taastrup og Holbæk er et lavvognstog. Og ydermere at hun så heller ikke er kommet hjem på den hurtigste måde,« lyder det fra chef for stationsservice hos DSB Jørgen Dyrendal Rasmussen.

Burde personalet særligt hos DSB Handicapservice ikke kende reglerne?

»Jo, og derfor har vi også skærpet procedurerne, så personalet får en bedre indføring. Vi har også tidligere forbedret procedurerne​, så kontrollører og togførere er mere opmærksomme på folk, der har brug for hjælp på perronen,« uddyber han.