»Jeg er ikke i tvivl om, at min mor elskede mig. Men jeg bebrejder hende for at have skadet mig.«

30-årige Gigi, der ikke ønsker at stå frem mit sit fulde navn, kan i dag ikke passe et arbejde på grund af en hjerneskade, hun pådrog sig, mens hun lå i sin mors mave.

Derfor kommer hun nu med et opråb til gravide kvinder i Danmark og dem, der påtænker at blive det:

»Lad være med at drikke. Overhovedet«.

Gigi har ikke nogen professorhat på, der kan understøtte hendes opråb.

Tværtimod lever hun som førtidspensionist i Vanløse med sin forlovede og sin hund.

Hun har været i plejefamilie det meste af sit liv og aldrig haft et tæt forhold til sin biologiske mor.

Den 30-årige kvinde er et af de grelle eksempler på, hvordan det kan ende, hvis mor drikker store mængder vin, øl og spiritus i graviditeten.

Gigi er hjerneskadet, fordi hendes mor drak under graviditeten.
Gigi er hjerneskadet, fordi hendes mor drak under graviditeten. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Så nu tænker du sikkert, at advarslen ikke gælder dig. Men vent et øjeblik.

Opråbet er også for dem, der nøjes med et glas rødvin i weekenden eller en enkelt fyraftensøl med kollegerne.

Psykolog Inger Thormann fra foreningen FASD – mennesker med medfødt alkoholskade – uddyber:

»Selv små mængder alkohol kan skade cellerne og derigennem forstyrre dannelsen af et lille nyt menneske,« siger hun.

Gigi med sin mor, der drak under graviditeten. Foto: privat.
Gigi med sin mor, der drak under graviditeten. Foto: privat. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Siden 2007 har Sundhedsstyrelsen frarådet gravide og dem, der prøver på at blive det, at drikke alkohol.

»I Danmark bruger vi hver en festlig lejlighed til at drikke alkohol. Så det er svært at ændre en vane, men det kan have nogle alvorlige konsekvenser, hvis ikke man lader være,« siger Inger Thormann.

Tidligt i graviditeten er det især risikoen for spontan abort, man bekymrer sig om.

Senere er det risikoen for skader på organer, herunder også hjernen.

Gigi med sin mor. Gigis mor lever ikke længere. Foto: privat.
Gigi med sin mor. Gigis mor lever ikke længere. Foto: privat. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Gigi selv drikker meget sjældent.

Det siger hende ikke rigtig noget, og hun har om nogen mærket konsekvenser på egen krop.

»Jeg ville jo ikke have den hjerneskade, hvis min mor havde ladet være med at drikke,« siger hun.

Hun drømmer om engang selv at blive mor. Men det bliver uden alkohol overhovedet, hvis det sker.