En kvinde havde i maj bevæget sig ud under gelænderet på en bro i Odense, og her stod hun klar til at springe.

Heldigvis for kvinden så Mads Juncher, hvad hun var på vej til at gøre, og han handlede derfor hurtigt, greb fat i kvinden og reddede på den måde hendes liv.

Og for den indsats bliver han nu hædret af politiet. Det skriver TV 2 Fyn.

Hvert år uddeler Fyns Politi dusører til personer, der har gjort en særlig indsats, og én af dem var altså Mads Juncher.

Syv andre personer ud over Mads Juncher blev også hædret for deres særlige indsatser, og alle personer er blevet indstillet af politiet selv.

»Vi ved allesammen, at ressourcerne hos politiet ikke nødvendigvis er de største, og alligevel så husker de på de her ekstraordinære indsatser, der bliver gjort derude. Ikke bare os, men mange før os,« siger Mads Juncher til TV 2 Fyn og fortsætter:

»Det er fantastisk, at man har ressourcerne til at kunne hylde dem, der gør lidt ekstra.«

Sammen med dusøren på enten 1.000 eller 1.500 kroner modtog de otte udvalgte fynboer også en gave.