Hvis man er voldsramt kvinde og samtidig har et aktivt misbrug eller en psykisk sygdom, så går man ofte forgæves, når man søger hjælp på landets krisecentre.
Der bor nemlig familier med børn, og det harmonerer ikke med en hverdag med alkohol og stoffer.
Det skal der nu laves op på, når Redernes Krisecenter Midtjylland åbner 18. januar 2022. Det skriver KFUKs Sociale Arbejde i en pressemeddelelse.
I dag findes der kun ganske få pladser på krisecentre, hvor kvinder med misbrug eller psykisk sygdom kan komme, og ofte har de kvinder, der kommer i Rederne, været for svære at rumme for disse tilbud.
Men det nye center vil være et specialiseret tilbud til netop disse voldsramte kvinder i misbrug.
»Vi er utrolig glade for at kunne slå dørene op til endnu et Redernes Krisecenter, så flere kvinder i målgruppen kan få gavn af den mulighed for livsændringer, som et ophold her kan give,« siger Ann-Sofie Bech von Hielmcrone, der er generalsekretær i KFUKs Sociale Arbejde.
Krisecenteret er et ud af blot to i Danmark, som har voldsramte kvinder i misbrug i fokus.
Det andet ligger på Fyn og åbnede i 2019, og på 2,5 år har resultaterne været overbevisende på trods af kvindernes komplekse problemer.
Derfor glæder KFUKs Sociale Arbejde sig over, at der nu er mulighed for, at kvinderne kan få den rette hjælp flere steder i landet.
»Det er i sig selv traumatiserende at være voldsudsat, men disse kvinders situation er ofte forværret af komplekse sociale problemer, herunder misbrug og/eller psykiske udfordringer, som præger kvindernes livsførelse og livskvalitet,« siger Sanne Neergaard Kjellow, der er daglig leder af Redernes Krisecenter Midtjylland, og fortsætter:
»Særligt misbrug kan være årsag til, at kvinden ikke kan visiteres til almindelige krisecentre, og derfor har der indtil for nylig ikke været relevante krisecentertilbud til disse kvinder. Det er vi glade for at kunne hjælpe med at rette op på.«
Alle instanser kan henvise en kvinde til Redernes Krisecenter – og kvindens egen familie kan også henvende sig. Det er dog ikke muligt at medbringe børn til krisecenteret.
Redernes Krisecenter Midtjylland ligger i Skejby og har plads til 14 kvinder, som kan komme fra hele landet.
Krisecenteret er blevet til med støtte fra Augustinus Fonden og Socialstyrelsens Pulje til etablering af pladser på krisecentre.


