Klokken lidt over 17 er der så godt som tomt på Rådhuspladsen i Aarhus.
Der var ellers varslet demonstration klokken 16-18 mod regeringens planer om at udflytte studiepladser til provinsen.
Men det var simpelthen for koldt, fortæller en af initiativtagerne bag demonstrationen.
»Det var for koldt at stå der mere end en time, så det var det, det handlede om,« siger Katrine Skov-Hansen om den tidlige afslutning på demonstrationen.
Det var studentergruppen Studenteroprøret '22, der havde arrangeret demonstrationen, fordi gruppen mener, at regeringens udflytningsplaner vil medføre »lukninger af unikke uddannelser, slagtning af forskningsmiljøer og et forringet uddannelsessystem«.
»Det er en rigtig dårlig idé. Det tvinger studerende til at flytte til provinsen, det tvinger universitetet til at lukke studiepladser og hele studier. Det er ikke den bedste løsning til at få flere unge i provinsen til at tage en uddannelse, hvis der overhovedet er en løsning – det virker ikke til, de har undersøgt, om der er det,« siger Katrine Skov-Hansen.
I Studenteroprøret mener man, at planen, som er en del af den politiske aftale 'Tættere På – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund', vil nedlægge syv uddannelser og mindske studiepladserne med 745 pladser på Aarhus Universitet.
»Det vil give et øget pres på andre universiteter, for det mindsker jo ikke folk, der vil læse det nedlagte studie. Så bliver adgangskvotienten hævet, og det bidrager til øget karakterræs. Det er på ingen måde optimalt for den ungdom, vi har i dag,« siger Katrine Skov-Hansen.
Og det vil man i Studenteroprøret '22 ikke finde sig i.
Derfor var de troppet op med 'Højskolesangbogen' under armen, og ifølge dem selv sang de deres vrede ud i protest.
»Vi gør det for de fremtidige studerende. Det betyder meget for studiemiljøet og kvaliteten at læse i en storby, så det er for deres skyld,« siger Katrine Skov-Hansen
Men selvom der var lukket og slukket allerede efter en time, mener Katrine Skov-Hansen dog godt, man kan kalde demonstrationen en succes.
»Vi havde ikke så høje forventninger. Vi har kun haft en lille uge til at planlægge, det var koldt, der er corona, og der er eksamenslæsning. Så det var begrænset, hvor mange der kunne møde op. Men vi er rigtig positive over, at der kom omkring 50, og vi fik det ud af det, vi ville,« afslutter Katrine Skov-Hansen.
Der blev også demonstreret i Odense og København.

