Tidligt lørdag aften har der været en brand i Kongerslev i den nordlige del af Jylland.

Per Jørgensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi, fortæller til B.T., at branden var alvorlig.

»Vi fik en meddelelse omkring klokken 18.30, der sagde, at der var kraftig røg i Kongerslev. Og der var meget brand, da vi kom, og de fire lejligheder i ejendommen er brændt ned.«

»Den første melding gik på, at det var en friturebrand, som havde bredt sig til møblerne, men det er ikke helt sikkert. Det skal vi til at undersøge.«

Per Jørgensen tilføjer, at man nu har fået branden under kontrol, og det undersøgende arbejde kan derfor begynde.

Og selv om branden eskalerede relativt hurtigt, så meldes der ikke om nogen personskader.

»Alle personerne i lejlighederne kom selv ud, så ingen er kommet til skade. Men ejendommen har taget rigtig meget skade.«

Myndighederne skal nu bruge resten af aftenen og muligvis i morgen på at fastslå årsagen til branden.