Det myldrer med rotter i Danmark for tiden.

Landets rottefængere melder om en mangedobling af anmeldelser.

»Der er ekstremt mange rotter i år. Vi får omkring 10 anmeldelser om dagen – det samme som vi tidligere fik på en hel uge på denne årstid,« siger Martin Kjer fra Mk-skadedyr.dk, som hjælper kommuner i Storkøbenhavn med at holde rotteplagen nede.

Han bakkes op af Anders Larsen fra firmaet Skadedyrssikring.dk, der også er bestyrelsesmedlem i Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer.

»Det ser ud til at være et generelt problem i store dele af landet. Vi fanger måske 50 pct. flere rotter i vores sikringsordninger ved virksomheder, end vi plejer at gøre. Og fra mine kolleger i andre skadedyrsfirmaer hører jeg også, at det er galt i hele Danmark,« siger Anders Larsen.

Den aktuelle rotteplage har formentlig flere årsager.

»I starten sagde vi, at der var gået corona i den. Folk gik hjemme i arbejdstiden, så de kunne få øje på rotterne, som de ellers normalt ikke ville se. Men vi har også haft flere milde vintre, indtil vi i foråret fik rigtig meget regn, som så lige efter blev fulgt op af en tørkeperiode,« siger rottefænger Martin Kjer.

»Vandet fik først rotterne op fra kloakkerne, og i tørken bagefter har de løbet rundt på alle tider af døgnet og ledt efter vand i nærheden af mennesker. I modsætning til mus kan rotter ikke få al deres væske gennem føden – de er nødt til at drikke cirka en deciliter vand om dagen,« fortæller han.

Hårde frostvintre og voldsomme skybrud kan være hårde mod rottebestanden, men de får hurtigt ynglet sig op i antal igen.
Hårde frostvintre og voldsomme skybrud kan være hårde mod rottebestanden, men de får hurtigt ynglet sig op i antal igen. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Samtidig bruger vi også mindre gift end tidligere, fordi vi er blevet bevidste om, at gift ikke er sundt. Men de mere grønne metoder som klapfælder dræber jo i modsætning til gift kun én rotte ad gangen.«

»Samtidig er vi nok blevet nogle større svin generelt. Det kan godt være, at vi skal sortere vores skrald bedre, men eksempelvis plasticemballage med kødsaft på kan nemt komme til at ligge længe med en masse dufte på, som så lokker rotterne til, indtil skraldet bliver hentet. Det samme gælder drypbakken på gasgrillen,« tilføjer Martin Kjer.

Også nedfalden frugt, kompostbunker og høj beplantning langs husene er med til at give rottefængerne rigeligt at lave.

»Men de største synder i forhold til rotter er nok dyrehold og fuglefodring. På et tidspunkt kørte jeg ude på landet som rottefanger, hvor folk lagde 25 kg. fuglefodder ude på græsplænen til fuglene og samtidig ikke kunne forstå, at de havde fået rotter.«

En rotte ligger død på en græsplæne efter at have spist rottegift.
En rotte ligger død på en græsplæne efter at have spist rottegift. Foto: Carsten Friedrichsen
Vis mere

Rottefængerne har også bemærket, at der de seneste måneder er blevet meldt om mange observationer af rotter i dagtimerne – formentlig fordi mange mennesker har været hjemme på grund af coronasituationen.

»Man siger normalt, at kun to dyr vil overleve en atomkrig – nemlig kakerlakker og rotter. Rotter er i hvert fald et af de dyr i verden, som er bedst til at tilpasse sig. Selv om det skulle sætte ind med en barsk vinter med hård frost, så skal de nok finde et sted at overleve,« fortæller Martin Kjer, der har været rottefænger siden 2014, og tilføjer:

»Selvfølgelig vil der ryge en stor del af bestanden – det gør der også, når der kommer store skybrud om sommeren. Det kan man se på rensningsanlæggene, hvor de druknede rotter bliver skyllet ud. For nogle år siden, da der var store oversvømmelser på Nørrebro, fyldte de 17 store 20 fods-containere med rotter ude på Lynetten. Men rottebestanden vokser hurtigt til samme antal igen.«

Milde vintre og siden tørke har ifølge rotttefænger Martin Kjer ført til, at der for tiden bliver set mange rotter.
Milde vintre og siden tørke har ifølge rotttefænger Martin Kjer ført til, at der for tiden bliver set mange rotter.
Vis mere

»Jeg har aldrig oplevet, at en rotte har prøvet at gå til angreb. Og jeg har trods alt kravlet i krybekældre, hvor der har været 100 rotter foran mig. Men de er utroligt gode til at sørge for at holde afstand, så de kan komme væk fra dig.«