Dagens afhøring i Minkkommissionen øger presset på statsminister Mette Frederiksen og regeringen i sagen om den ulovlige ordre om at nedslagte alle mink i Danmark.

Sådan lyder konklusionen fra politisk kommentator Søs Marie Serup.

Men først forhistorien:

Tejs Binderup, afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevareministerium, forklarede lørdag i Minkkommissionen, at regeringens redegørelse til Folketinget om den manglende lovhjemmel til at nedslagte alle mink i Danmark efter hans vurdering er mangelfuld og ikke giver et retvisende billede.

Tejs Binderup, afdelingschef i det tidligere Mijø-og fødevareministerium, afgav lørdag forklaring i Minkkommissionen. Hans forklaringer lægger pres på regeringen, siger politisk kommentator.
Tejs Binderup, afdelingschef i det tidligere Mijø-og fødevareministerium, afgav lørdag forklaring i Minkkommissionen. Hans forklaringer lægger pres på regeringen, siger politisk kommentator. Foto: Philip Davali / RitzauScanpix
Vis mere

Statsminister Mette Frederiksen har flere gange holdt netop den redegørelse op foran sig som et skjold, når hun har forsvaret sig og sagt, at hun og regeringen ikke var informeret om den manglende lovhjemmel.

»Den (redegørelsen, red.) fortæller jo, at jeg og regeringen ikke vidste, at der ikke var en lovhjemmel, da vi træffer beslutningen,« sagde Mette Frederiksen foran pressen 19. november sidste år.

Og i Folketinget sagde hun i en ophedet debat 25. november sidste år:

»Regeringen har ikke truffet en beslutning om at lukke minkerhvervet. Regeringen har truffet en beslutning om, at minkene skal aflives. Det er to forskellige beslutninger.«

Men det er ikke retvisende efter Tejs Binderups faglige opfattelse.

Det forsøgte han og det daværende Miljø- og Fødevareministerium også at gøre regeringen opmærksom på op til det afgørende møde om aftenen 3. november sidste år i regeringens magtfulde Koordinationsudvalg, hvor statsminister Mette Frederiksen sidder for bordenden og har det sidste ord.

I timerne op til mødet arbejdede embedsværket på højtryk for at udstyre regeringen med et fagligt funderet beslutningsgrundlag.

I to bilag i mødematerialet fremgik det, at det ville kræve ny lovgivning at tvangslukke minkerhvervet eller vælge en dvalemodel, hvor man kun beholdt avlsdyr og slog resten ned.

Kim Henriksen er minkavler - eller var minkavler. Fredag d. 13 november 2020 aflivede han sit sidste dyr. Gården ved Støvring i Nordjylland har han overtaget fra sin far, der startede det hele i 1987. Nu er det slut.
Kim Henriksen er minkavler - eller var minkavler. Fredag d. 13 november 2020 aflivede han sit sidste dyr. Gården ved Støvring i Nordjylland har han overtaget fra sin far, der startede det hele i 1987. Nu er det slut. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Regeringen valgte som bekendt en tredje vej: Nedslagtning af alle mink.

Men lige præcis den løsning, som regeringen valgte, blev faktisk beskrevet i et udkast til det såkaldte cover – en slags kort notat, som opridser sagen – til Koordinationsudvalget, forklarede Tejs Binderup i dag.

Han havde skrevet ind i coveret, at det ville være fatalt for minkerhvervet at nedslagte alle mink.

'En total nedslagtning inklusive af alle avlsdyr, vurderes at være fatal for branchen', havde Tejs Binderup skrevet i coveret.

Og efter hans vurdering er en nedslagning af alle mink de facto det samme som en tvangslukning af erhvervet, hvilket netop krævede ny lovgivning.

Men hans klare advarsel blev pillet ud af coveret, kort før det blev forelagt Koordinationsudvalget.

Tejs Binderup forklarede i Minkkommissionen, at enten Justitsministeriet eller Statsministeriet må have pillet den afgørende sætning ud af coveret, inden det blev forelagt medlemmerne at Koordinationsudvalget.

»Kan de ændringer være lavet andre steder end i Justitsministeriet eller Statsministeriet?« spurgte Minkkommissionens udspørger.

»Nej, ikke mig bekendt,« svarede Tejs Binderup.

Denne afgørende mellemregning har regeringen ikke taget med i sin redegørelse til Folketinget om minkskandalen. Og det kan give Mette Frederiksen og regeringen nye problemer, vurderer Søs Marie Serup.

Hun forklarer, at regeringens Koordinationsudvalg er hjemmehørende i Statsministeriet, og at det typisk vil være Statsministeriet topfolk, der godkender materiale til  Koordinationsudvalgsmøderne.

»Når det cover er blevet rettet til i sandsynligvis Statsministeriet, så viser det, at sagen er oppe på højeste niveau i centraladministrationen og sandsynligvis også regeringen. Det er interessant nok i sig selv, men dertil kommer, at det ikke er medtaget i regeringens redegørelse til Folketinget om sagen,« siger hun og tilføjer:

»Det rokker dog ikke ved Mette Frederiksens forklaring om, at hun ikke kendte til den manglende lovhjemmel 3. november. For det var jo pillet ud af coveret.«

Men oppositionen vil nu ifølge Søs Marie Serup begynde at bore i, hvorfor det ikke er medtaget i regeringens redegørelse til Folketinget om minkskandalen, at Miljø- og Fødevareministeriet – før beslutningen blev truffet 3. november sidste år – faktisk satte juridisk lighedstegn mellem netop tvangslukning af et helt erhverv og aflivning af alle mink – og gjorde et behjertet forsøg på at gøre regeringen opmærksom på det, inden Mette Frederiksen udstak den ulovlige ordre.

»Nu vil man (oppositionen, red.) helt klart forsøge at male et billede af, at det er et forsøg på misinformation af Folketinget, og så er vi inde i ministeransvarsloven (som blandt andet kræver, at ministre taler sandt, red.),« siger Søs Marie Serup.

Sophie Løhde, politisk ordfører for Venstre.
Sophie Løhde, politisk ordfører for Venstre. Foto: Ida Guldbaek Arentsen
Vis mere

Politisk ordfører for Venstre Sophie Løhde er chokeret over de oplysninger, der er kommet frem i Minkkommissionen lørdag.

»Det er dybt fordækt, at Mette Frederiksen systematisk slettet beviser, og det her viser jo helt tydeligt, at Mette Frederiksen bare har tørret hele ansvaret af på Mogens Jensen (tidligere Miljø- og fødevareminister, red.),« siger hun og tilføjer:

»Det, synes jeg, ikke er ordentligt og viser igen, at Mette Frederiksen fralægger sig ansvaret for skandalen. For vi skal huske på, at regeringen meget tydeligt var advaret om, at det ville være ulovligt at udrydde et helt erhverv i adskillige interne regeringsdokumenter.«

Det er ikke første gang, at regeringens redegørelse om minkskandalen bliver angrebet for at være mangelfuld. Det kan du læse mere om her.