Vil du tage kørekort hos Smiley Køreskole, skal du være fuldt vaccineret.

Sådan lyder kravet fra køreskolen i Græsted og Hillerød, og det er tilsyneladende faldet en hel del mennesker for brystet.

'På Smiley Køreskole ønsker vi, af flere årsager, at vores elever skal være vaccinerede. Denne politik har betydet, at Smiley Køreskole er blevet udsat for en meget voldsom hetz på flere sociale medier samt på kørelærernes private kommunikationskanaler,' skriver køreskolen i en pressemeddelelse.

Hetzen kommer efter, at Smiley Køreskole i et opslag på Facebook 5. september gjorde det klart, at det fremover vil være et krav til alle elever, at de skulle være færdigvaccinerede, hvis de vil tage kørekort hos dem.

Den forøgede risiko vil køreskolen ikke acceptere

'Kørsel med en uvaccineret elev er en øget risiko for kørelærernes helbred (især for vores gravide kørelærers ufødte baby), efterfølgende elever i bilen og en øget risiko for coronanedlukning af køreskolen.
En uvaccineret elev udgør en øget risiko for, at alle elever på skolen får forsinket deres forløb i uger/måneder,' lød det i Facebook-opslaget, inden de tilføjede:

'Den forøgede risiko vil køreskolen ikke acceptere. Det er køreskolens ansvar at minimere risikoen for, at vores lærere og elever bliver syge, og at eleverne får deres kørekort med færrest mulige forsinkelser.
Derfor skal alle elever fremadrettet vise gyldigt vaccinepas/immunitetspas for at køre med kørelærere hos Smiley Køreskole.'

Siden er køreskolen efter eget udsagn blevet angrebet 'af en gruppe anti-vaccine-aktivister, som excellerer i ubehagelige beskeder med trusler og påstande, som intet har med virkeligheden at gøre'.

De hadefulde beskeder skulle angivelig være blevet postet under det føromtalte opslag på Facebook, ligesom det også er gået ud over flere elevers lykønskningsopslag på Facebook.

'Det er meget trist, at nogle mennesker kan få sig til at poste uvedkommende og hadefulde kommentarer på glade elevers 'jeg har fået kørekort'-opslag,' skriver køreskolen videre i pressemeddelelsen, som de sendte ud onsdag.

Køreskolens Trustpilot er også blevet ramt. Her har man i løbet af de seneste dage modtaget mere end 100 anmeldelser på blot en stjerne. Det sker efter, at man ifølge køreskolen selv ikke har modtaget en 'reel anmeldelse' på under fire stjerner de seneste fire år.

'Fælles for alle disse 1-stjerne-anmeldelser er, at de i bedste fald indeholder udokumenteret kritik uden relation til hverken køreskolen eller faget – i værste fald er fyldt med hadefulde udgydelser og ønsker om, at vi går konkurs,' lyder det.

I flere af kommentarerne til skolens vaccinationskrav hævdes det, at der er tale om en overtrædelse af loven. Det er imidlertid ikke korrekt. På coronasmitte.dk fremgår det, at man som erhvervsdrivende som udgangspunkt gerne må stille strengere krav til sine gæster og kunder, end hvad der følger lovgivningen.

»Det kan fx være et krav om, at ens gæster eller kunder skal kunne fremvise en negativ test eller skal bære mundbind/visir,« lyder det.

Og hos Smiley Køreskole er shitstormen tilsyneladende en storm i et glas vand. Køreskolens hold er i øjeblikket booket til langt ind i foråret 2022, understreger de.