Bygningskonstruktioner falder fra hinanden, lejere døjer med rotter og svigtende vand og varme.

Den populære bydel gemmer på en dyster hemmelighed, der kan betyde, at bygninger i området på sigt kan brase sammen.

Og det kan koste skatteborgerne i Københavns Kommune dyrt.

En ny rapport, som Rambøll står bag, viser nemlig, at en omfattende renovering af Kødbyen vil koste et sted mellem 1 og 1,6 milliarder kroner.

Og hvis der ikke sættes ind nu, vil beløbet kun stige, slår rapporten fast.

På Københavns Rådhus diskuteres det, hvordan fremtiden for Kødbyen skal se ud. Og her bliver vandene delt.

Ifølge Politiken ønsker Socialdemokratiet, at man går i gang med at renovere hurtigst muligt.

Det skal finansieres ved det beløb, som kommunen årligt tjener på lejeindtægter fra Kødbyen. Resten af beløbet skal dækkes af Københavns Kommune.

Men det forslag er Venstre og Konservative ikke enige i.

De foreslår i stedet, at man sælger Kødbyen, og at Københavns Kommune dermed ikke skal betale for renoveringen.

Et salg af Kødbyen er dog ikke en mulighed for Socialdemokratiet:

»Det vil være en katastrofe for det kulturelle og kreative København,« siger Jonas Bjørn Jensen, medlem af økonomiudvalget for Socialdemokratiet til Politiken.